Er Wikileaks godt eller skidt?
WikiLeaks og åbenhed fik mig til at tænke over, hvordan vi opførte os i virksomheder. I december 2010 mente jeg, at muligheden for at få oplysninger offentliggjort havde ændret verden, uanset om man var for eller imod WikiLeaks.
WikiLeaks og åbenhed i virksomheder
Jeg var grundlæggende positiv over for mere gennemsigtighed. Min tanke var, at det kunne blive sværere at gøre noget forkert og regne med, at ingen opdagede det.
Jeg talte om mails, beslutninger og forholdet til leverandører. Kunne jeg stå inde for det, jeg skrev og gjorde, hvis andre senere så det?
Jeg satte også mig selv på prøve
Jeg sagde samtidig, at jeg selv havde gjort dumme ting og ting, som jeg ikke var stolt af. Jeg satte mig ikke uden for den diskussion, jeg rejste.
For mig handlede det om at tænke mere over sin adfærd, før man handlede. Mulig offentlighed var en anledning til at overveje sine egne valg.
Åbenhed havde også dilemmaer
Jeg kom ind på indvendinger om diplomati og risikoen ved at offentliggøre følsomme oplysninger. Jeg støttede idéen om åbenhed, men diskussionen rummede også hensyn til mennesker, som kunne blive berørt.
Videoen indeholder bastante udsagn om konkrete personer, sager og myndigheder. De er mine daværende udlægninger fra 2010. Her gengiver jeg mit syn på virksomheder og ansvar uden at afgøre de enkelte sager eller opfordre til at offentliggøre andres fortrolige oplysninger.
Læs også om produktet og ledelsens ansvar.
Og tak til linkcentralen.dk for den fine t-shirt 🙂
Jeg hældede mod, at WikiLeaks var en god idé
Først tak til linkcentralen.dk for t-shirten. Derefter tager jeg fat på WikiLeaks og Julian Assange, som på det tidspunkt i december 2010 var blevet arresteret. Jeg havde tænkt meget over, om WikiLeaks var godt eller skidt.
Gode venner var voldsomt imod. Nogle syntes, at siden skulle lukkes, og talte endda om, at Assange nærmest skulle have en kugle for panden. Andre, jeg kendte, syntes, det var fantastisk. Jeg lå et sted imellem, men hældede ret kraftigt mod, at det var en god idé.
Jeg kunne godt se problemer ved at lægge følsomme oplysninger online. Personer kunne komme til skade, hvis udenlandske efterretningstjenester opdagede, hvem de var.
Omvendt brugte jeg i videoen det argument, at hvis en australier, der rejste rundt med en rygsæk, kunne skaffe dokumenterne, kunne Al-Qaeda måske også. Det var min spekulation om sikkerheden, ikke dokumentation for, hvem der allerede havde adgang.
Var verden blevet mere rådden eller mere gennemsigtig?
Det gode for mig var den transparens, der kom frem. Jeg syntes, jeg havde set den ene skandale efter den anden i de foregående fjorten dage.
Jeg havde længe haft en følelse af, at verden blev mere og mere rådden. Der kom flere grimme ting frem. Så slog det mig, at forklaringen måske også var, at verden blev mere transparent.
Jeg brugte overgreb mod børn som et ubehageligt eksempel. Når man hører flere historier, kan det føles, som om der sker flere overgreb. Min tanke var, at der måske var endnu flere i 1950’erne, men at de dengang lettere kunne ske uden at blive opdaget. I videoen fremlægger jeg ingen tal for den sammenligning; det var min forestilling om, hvad større åbenhed kunne betyde.
Et kamera i nakken kan ændre adfærd
Min kollega Tony havde været politibetjent. Jeg fortæller, at han havde sagt, at de på politiuddannelsen fik besked på at opføre sig, som om de havde et kamera i nakken hele tiden. For det havde de sådan set nok også.
Jeg brugte det barske billede af en betjent, der sparker en hjemløs i ansigtet. Min tanke var, at frygten for en mobiltelefon, der optager, kan få en betjent til at lade være.
Derfor forestillede jeg mig, at der måske havde været flere af den slags overgreb tyve år tidligere. Det er min argumentation i 2010, ikke en måling af udviklingen.
Jeg sammenlignede det med en motorvej, hvor man må køre 110 kilometer i timen, men hvor ingen nogensinde bliver opdaget. Ingen politi, ingen fotokameraer. Hvor hurtigt ville folk så køre? Jeg troede, mange ville køre rigtig, rigtig stærkt.
Kan mails og møder tåle dagens lys?
Jeg overførte den tanke til politikere, diplomater og andre med magt. Jeg havde indtryk af, at mange havde kunnet rende rundt og bullshitte uden særlig stor risiko for at blive afsløret.
Med WikiLeaks kunne de blive nødt til at tænke: Bliver mit næste møde optaget og offentliggjort? Kan mine mails tåle dagens lys? Kan mine ord og handlinger stå på forsiden af Ekstra Bladet eller New York Times?
Jeg troede, det kunne få mennesker til at tænke sig bedre om. Er det lovligt? Er det moralsk forsvarligt? Skader det andre? Kan jeg stå inde for det?
Det, jeg gerne ville vide dengang
Jeg anerkendte indvendingen om, at diplomati kunne blive sværere, hvis diplomater var bange for, at deres meget kontante beskrivelser senere blev læst af andre. Der kunne være diplomatiske ting, som ikke fungerede så godt.
Alligevel ville jeg gerne kende de historier, der blev omtalt. Jeg nævnte olieinteresser og spionage i Afrika, hvem der stod bag hacking af Google, og baggrunden for USA’s og Danmarks beslutning om at gå ind i Irak.
Jeg ville også gerne se de bankafsløringer, jeg dengang forventede ville komme. Jeg talte meget vredt om grådige mennesker og banker, som efter min opfattelse havde snydt folk og taget penge, der ikke var deres.
Det er emnerne og mistankerne, jeg nævner i videoen. Min omtale fra december 2010 afgør ikke de enkelte sager. Men den viser, hvorfor jeg dengang syntes, at afsløringerne kunne veje tungere end de problemer, jeg så ved offentliggørelsen.
Jeg efterlyste konkrete historier om skade
Hvis magthaverne virkelig ville få skovlen under WikiLeaks, tænkte jeg, ville de vise de konkrete mennesker, der var kommet til skade. For eksempel en tolk eller en soldat, som var blevet dræbt på grund af en offentliggørelse.
Det er hypotetiske eksempler, jeg bruger til at spørge efter dokumentation. Jeg havde ikke oplevet den slags historier blive brugt på den måde i debatten, og derfor drog jeg den meget bastante slutning, at der måske ikke var meget kød på argumentet om skade.
Fraværet af historier, jeg selv havde set, var selvfølgelig mit udgangspunkt i videoen. Det er ikke i sig selv bevis for, at ingen kunne være kommet til skade.
Min mistanke om presset på Assange
Jeg nævnte lukkede betalingsmuligheder, bankkonto og hosting og syntes, at der skete voldsomt meget på få dage. Jeg forbandt timingen med forventningerne om bankafsløringer og mente, at der var et enormt politisk pres.
Jeg sagde samtidig, at jeg ikke vidste, hvor meget der var orkestreret. Det var min mistanke, ikke viden om, hvem der havde koordineret noget.
I samme passage affejede jeg meget kategorisk voldtægtsanklagerne mod Assange og reducerede dem til et spørgsmål om kondombrug. Det var min daværende udlægning i videoen, ikke en afklaring af anklagernes indhold eller en retlig afgørelse.
Jeg undrede mig over, at konkrete skadeshistorier efter min oplevelse ikke blev brugt til at skabe folkelig modstand, mens jeg næsten hver time syntes, der kom en ny historie frem, som fik mig til at tænke: Gud, har de virkelig gjort det?
Hvad jeg mente med magthaverne
Jeg joker med, at jeg lyder som en halvkommunist, når jeg bliver ved med at sige magthaverne, og at jeg snart også siger kapitalisterne.
Det var ikke sådan, jeg mente det. Jeg talte om mennesker, vi har valgt til at varetage vores interesser, og som efter min opfattelse misbruger befolkningens tillid. Det var det magtmisbrug, jeg gerne ville have frem.
En medarbejder kan også være whistleblower
Så trækker jeg diskussionen over til iværksætteri. Transparensen er jo også kommet andre steder. Laver man noget hutlihut i sin egen virksomhed, kan der sidde en medarbejder, som bliver whistleblower.
Jeg er den første til at sige, at jeg ikke selv er ren. Jeg har gjort umoralske ting, ulovlige ting og dumme ting. Der er ting fra tidligere, som jeg ikke har lyst til at få vist på Thorborgs Talkshow.
Jeg vil ikke gøre mig bedre, end jeg er. Ud over mit ønske om at være et ordentligt menneske spiller det også ind, at jeg ikke vil afsløres i noget forkert. Den mulige offentlighed får mig til at tænke mere over, hvad jeg gør.
Katten i skraldespanden og den samme tanke
Jeg nævner også den historie, jeg havde set om en ældre dame, som kælede for en kat og derefter smed den i en skraldespand, da hun tilsyneladende troede, at ingen så hende. Jeg husker i videoen historien som noget fra USA; det er min genfortælling dengang.
Min pointe var den samme, uanset om det var en gammel dame, en politibetjent, den amerikanske præsident eller en virksomhedsleder som mig. Hvis nogen kan have viden af offentlig interesse, kan det få os til at overveje, om vi hellere skulle fortælle sandheden og gøre det rigtige.
Jeg troede, at det kunne skubbe verden i en lidt bedre retning. Jeg syntes også selv, at jeg blev et bedre menneske, når jeg tænkte over, at verden blev mere transparent.
Ansvar gælder også mails og leverandører
Mit budskab til en iværksætter eller virksomhedsleder var at se på mails, handlinger og leverandører. Kan det tåle at blive set af andre?
Corporate social responsibility var i mine øjne mere end noget smart at tale om. I fremtidens verden ville både gode og dårlige handlinger blive eksponeret og på et tidspunkt møde en slags judgment day.
Jeg troede, at reelle, fornuftige og ærlige mennesker ville flyde ovenpå, fordi de bedre kunne tåle transparensen.
Bernie Madoff var mit eksempel på svindel i stor skala
Jeg brugte Bernie Madoff som eksempel og forestillede mig, hvordan en medarbejders oplysninger kunne have fået mere opmærksomhed gennem WikiLeaks og en avisforside.
Jeg påstod også i videoen, at nogen havde forsøgt at gå til myndighederne, og mistænkte myndighederne for ikke at ville gøre noget. Det var min bastante fortælling dengang, ikke dokumentation for myndighedernes motiver.
Jeg håbede, at store svindlere og mennesker, der stjæler fra mange, dræber eller misbruger magt, ville få sværere ved at gemme sig. Jeg fremsatte det som en forventning til fremtiden, ikke som noget, der allerede var lykkedes.
Almindelige små fejl og dumheder forestillede jeg mig derimod kunne blive mere socialt accepterede. Vi har alle gjort noget, vi ikke er stolte af, og når flere af de ting bliver synlige, kan vi måske bedre se forskellen mellem almindelig menneskelig fejlbarlighed og alvorligt misbrug.
Jeg kan kun begynde med det, jeg gør fra nu af
Min afsluttende pointe var, at det, du laver, skal kunne tåle at stå på forsiden af Ekstra Bladet.
Jeg ville gerne kunne trække en streg i sandet og sige, at det var den første dag i resten af mit liv, og at alt det tidligere aldrig kom frem. Men sådan er det ikke, og sådan er det heller ikke for andre.
Det eneste, jeg kan gøre, er at prøve at gøre det bedste fra nu af og håbe, at resten bliver glemt. Selvom noget af det nok dukker op en dag.
Dbh Martin
Problemet her er nok, at den totale åbenhed VIL kræve ofre før eller siden. Og den vil også – og det er jeg enig i – betyde, at færre banditter kan operere i det skjulte. Det sidste er godt – det første skal vi så blot acceptere, hvis vi skal acceptere Wikileaks. Et af ofrene allerede nu er, at kilder i f.eks. diktaturer naturligvis ikke længere vil turde rapportere til diplomater fra andre lande af frygt for opdagelse. Og det er der jo ikke noget at sige til.
Vi skal blot passe på, at vi ikke ukritisk sanktionerer offentliggørelse af oplysninger, der er udvekslet i fortrolighed. Det vil gøre verden forbandet vanskelig – og især for de gode kræfter. Jeg synes også, verden bør kende til, at Shell misbruger deres status i et afrikansk land for eksempel. Men jeg synes ikke, at verden skal kende til, hvad der står i en diplomats afrapportering om forhold i et land. Og den del af Wikileaks er der jo også. Spørgsmålet er egentlig blot, om vi er parate til at "tage det sure med det søde".
Og nej – jeg sidder ikke med svaret. Er selv vaklende – ikke mindst fordi jeg er lettere skræmt af, at der både findes kilder, der vil bryde deres tavshedspligt og medier, der vil formidle data, der er klassificerede af stater (ikke af firmaer). Og samtidig ser jeg det som en god ting, at slyngelstreger kommer frem i lyset. ØV – det er sjældent, jeg ikke er skråsikker i min sag 🙂