Nej, du er desværre alene

Ansvar for eget liv var det, jeg ville frem til i denne ret skarpe kommentar fra april 2014. Jeg stillede spørgsmål til samfundets hjælpesystemer og deres incitamenter og opfordrede til at tænke over, hvad man selv kunne gøre. Undervejs kom jeg med spekulationer om diagnoser, medicinalindustrien og beskæftigelsessystemet.

Dette er en historisk gengivelse af Martins holdninger og spørgsmål i videoen. De medicinske eksempler og antagelser om institutioners motiver er ikke dokumentation for behandlingseffekt eller vejledning om at ændre behandling.

Ansvar for eget liv og min kritik af hjælpesystemerne

Jeg havde tidligere lavet en video om det at have ondt af sig selv. Nu vendte jeg tilbage til tanken om, hvor stor en del af samfundet der beskæftigede sig med at hjælpe andre.

Jeg nævnte medicinalbranchen, sagsbehandlere, psykologer og pædagoger. Min provokation var, at mange mennesker og virksomheder levede af at behandle eller hjælpe os, og at man derfor også måtte spørge til deres økonomiske interesser.

Det var ikke kun en kritik af det offentlige. Jeg talte om både offentlige og private dele af det, jeg kaldte behandlersystemet.

Hvad var normalt, og hvad var et personlighedstræk?

Jeg begyndte med børn og diagnoser. Jeg sagde, at der selvfølgelig var børn med ADHD, som skulle hjælpes. Men jeg havde også hørt om en diagnose, jeg ikke kunne huske navnet på, der efter min forståelse handlede om mere passive børn.

Det fik mig til at spørge: Hvad var en normal person egentlig? I mine øjne var vi alle individer. Hvor gik grænsen mellem en diagnose og et personlighedstræk?

Jeg reagerede på forestillingen om, at alle vores særheder skulle rettes ind. Skulle vi være lige tynde eller tykke, tænke de samme tanker og medicineres for alt, før samfundet var tilfreds? Det var min polemiske måde at stille spørgsmålet på.

Jeg spekulerede over, om økonomien kunne trække i en forkert retning

Jeg kom med et flabet, hypotetisk billede af en virksomhed, der havde et opkvikkende præparat og bagefter ledte efter et problem, det kunne sælges til. Jeg nævnte Pfizer som et løst eksempel, uden at fremlægge nogen konkret sag eller dokumentation.

Så skruede jeg joken op og forestillede mig et barn, der først blev mere aktivt og derefter skulle dæmpes igen med et andet præparat. Det var min mistænksomme karikatur af et muligt incitament, ikke en beskrivelse af en dokumenteret behandling eller hændelse.

Jeg stillede et lignende spørgsmål til beskæftigelsessystemet. Hvis alle kom i arbejde, ville nogle af dem, der administrerede arbejdsløsheden, så have fjernet grundlaget for deres eget job?

Jeg sagde samtidig, at der helt sikkert var mennesker i kommunen, som oprigtigt ønskede at hjælpe folk i arbejde. Min bekymring gjaldt, om der længere oppe i systemet kunne ligge en anden dynamik.

Symptomlindring eller en løsning på hele problemet?

Jeg brugte også diabetes som eksempel og spurgte til forskellen mellem at behandle symptomer og at fjerne en sygdom. Jeg nævnte Novo Nordisk og gættede på, at der kunne være flere penge i løbende behandling end i en hypotetisk pille, der løste problemet én gang for alle.

Jeg kastede beløb som 500 eller 1.000 kroner ud for sådan en tænkt pille. Det var et tankeeksperiment om økonomi. Jeg fremlagde hverken viden om virksomhedens forskning eller dokumentation for, at den modarbejdede en kur.

Det bredere spørgsmål var, om der kunne være en bevidst eller ubevidst mekanisme, der holdt mennesker afhængige af den institution, som skulle hjælpe dem. Jeg brugte samme spørgsmål om sygdom, arbejdsløshed og forskellige former for afhængighed.

Jeg understregede, at jeg var sikker på, at der fandtes mange ildsjæle, som virkelig forsøgte at hjælpe. Det var systemets indretning, jeg var skeptisk over for.

Jeg havde også brug for at få mine egne tanker på plads

Jeg sagde faktisk undervejs, at jeg lige skulle have nogle tanker på plads i mit eget hoved. Videoen var en højt tænkt kommentar, hvor jeg afprøvede min mistanke og mine spørgsmål.

Derefter vendte jeg mig mod den enkelte. Min opfordring var at være kritisk og ikke automatisk lade en diagnose eller en situation bestemme hele ens billede af sig selv.

Jeg henviste til et forløb med Chris MacDonald, som jeg havde set eller hørt om, og fortalte om min oplevelse af, at motion og mad havde hjulpet deltagerne. Mine udsagn i videoen om symptomer og medicin var min gengivelse af det forløb, ikke en gennemgang af deltagernes diagnoser eller behandlingsresultater.

En arbejdsløs kunne også selv gå ud og prøve

Mit eksempel på arbejdsløshed var at spørge, om man altid fik den bedste hjælp ved at gå til kommunen eller a-kassen, eller om det kunne give noget at tage fat selv.

Jeg forestillede mig at stå med ryggen mod muren og tænke: Jeg må selv gøre noget ved det. Så kunne man gå ud, ringe på hos virksomheder og sige: Her er jeg.

Måske fik man 99 nej, før nogen sagde ja. Men den sidste virksomhed kunne måske se, at man selv gjorde en indsats. Det var den tilgang, jeg ville slå et slag for.

Mine helbredseksempler var en del af argumentet dengang

Jeg nævnte også rygproblemer og talte om at bruge kroppen og styrke musklerne i stedet for kun at tænke på symptomlindring. Det var et eksempel på den forskel mellem årsag og symptom, jeg var optaget af.

Jeg sagde, at sund mad ikke kunne kurere alt. Men jeg havde store forventninger til, hvad mennesker i nogle situationer selv kunne gøre. Jeg gik ikke ind i, hvilke sygdomme eller rygproblemer de forskellige udsagn kunne gælde for.

Det er derfor mine historiske tanker om egen indsats, som gengives her, snarere end et grundlag for at afgøre, hvilken hjælp eller behandling et bestemt menneske har brug for.

Jeg ville begynde med det, jeg selv kunne gøre

Min afsluttende opfordring var at tage udgangspunkt i egne muligheder: Tage ansvar, bruge sin sunde fornuft og lægge gåpåmod i at komme videre fra den situation, man stod i.

Jeg brugte et meget stort procenttal om, hvor meget bedre chancen efter min mening var, hvis man selv tog skeen i den anden hånd. Det var retorik i min kommentar, ikke en beregnet sandsynlighed.

Jeg sluttede lige så skarpt, som jeg havde begyndt, med min kritik af et system, jeg mente kunne komme til at leve af afhængighed. Det var min holdning og mine spørgsmål i april 2014 — og mit forsøg på at få samtalen over på, hvad den enkelte selv kunne tage fat på.