Problemer går over af sig selv

At sove på problemerne var en strategi, jeg ofte brugte, og som jeg talte om i marts 2014. Nogle problemer krævede handling med det samme. Men andre blev lettere at løse, når jeg gav dem tid i stedet for at tvinge en beslutning frem på stedet.

At sove på problemerne var ikke det samme som aldrig at handle

Man hørte tit, at problemer ikke løste sig selv. Jeg forstod det som en opfordring til at tage fat om nældens rod, så snart noget gik galt.

Det var jeg enig i, når situationen krævede det. Ved en alvorlig ulykke kunne man selvfølgelig ikke gå og gruble i en uge. Og der fandtes andre problemer, som bare blev værre, hvis man ikke tog hånd om dem.

Men jeg syntes også, der var en hel del ting, hvor det kunne være en fordel at vente lidt. Det var den slags problemer, min tanke handlede om.

En besværlig mail kunne blive lettere efter en uge

Jeg kunne få en mail, der krævede en besværlig beslutning. Skulle jeg gøre det ene eller det andet? Jeg kunne sidde og glo på den og blive mere og mere frustreret.

I stedet lod jeg nogle gange lortet ligge i en uge eller 14 dage. Så havde jeg det i baghovedet, mens jeg lavede andre ting.

En morgen eller aften kunne jeg ligge afslappet og lade tankerne flyde. Ofte gled de hen på det, der betød noget for mig, og den mail kunne være en af tingene. Så kom løsningen nogle gange af sig selv.

Jeg beskrev det som, at politihjernen var slået fra, og den kreative hjerne var slået til. Det var mit billede på forskellen mellem at presse mig selv og at lade tankerne arbejde mere frit.

Noget, jeg måske kunne have brugt tre koncentrerede timer på uden at komme nogen vegne, kunne pludselig tage 30 sekunder at beslutte. Så kunne jeg sætte mig og svare på mailen.

Jeg oplevede, at tankerne arbejdede videre i baggrunden

Min oplevelse var, at jeg ikke behøvede sidde aktivt med problemet hele tiden for at komme videre med det. Det kunne ligge i baggrunden, mens jeg sov eller lavede noget andet.

Jeg sammenlignede det med en computer, der så ud til ikke at lave noget særligt, men som stadig kunne stå og løse en opgave i baggrunden. Det var min måde at forklare, hvordan det føltes for mig.

En svær periode hos en medarbejder eller partner kunne ændre sig

Det samme kunne gælde større ting på arbejdet eller privat. Måske var der en forretningspartner med nogle uheldige tendenser, eller en relation, hvor noget knirkede.

Selvfølgelig skulle man tale sammen. Men jeg var ikke sikker på, at man altid behøvede sætte sig ned straks og tage en hård beslutning.

Nogle gange ændrede situationen sig. En medarbejder kunne selv sige op. En partner kunne se, at noget ikke fungerede, og rette ind. Eller en person kunne komme igennem en dårlig periode og ind i en bedre.

Jeg kom med et fjollet billede om, at en partner kunne få en mursten i hovedet af en eller anden besynderlig grund, men skyndte mig også at sige, at det ikke var en opfordring til at kaste den. Min pointe var, at omstændighederne kunne flytte sig.

Man kunne stadig påvirke forløbet ved at tale med folk og arbejde med processen. Jeg var bare ikke tilhænger af at tage en hård beslutning hurtigt, alene fordi det var det, "sande ledere" angiveligt gjorde.

Jeg kendte også forskellen på tålmodighed og konfliktskyhed

Jeg havde bestemt også sparket mig selv bagi over at være for længe om en nødvendig beslutning. Det skulle ikke romantiseres.

Men ofte var det i situationer, hvor jeg gennem længere tid godt vidste, at jeg skulle gøre noget. Så havde jeg måske været konfliktsky, haft travlt med andre ting eller ikke orket at lægge energien i det.

Det syntes jeg var noget andet end bevidst at give et åbent problem tid, fordi det faktisk kunne blive lettere eller ændre sig.

Et foredrag kunne også få lov at modne

Mit praktiske eksempel var et foredrag. Hvis jeg skulle finde ud af, hvad det skulle handle om, kunne jeg begynde med at tænke over emnet og researche uden nødvendigvis straks at skrive en masse ned.

Så kunne jeg lade det gå nogle dage og gruble lidt over det indimellem. Jeg oplevede, at foredraget efterhånden tog form i baghovedet.

En morgen, hvor jeg var skide frisk, kunne jeg sætte mig og skrive det på 20 minutter eller en halv time. Noget, der ellers måske ville have taget mig fem timer, var blevet lettere, fordi jeg havde givet det tid.

Det virkede i hvert fald for mig

Min generelle strategi var derfor tit: Giv det tid. Sov på det. Nogle gange var det en uge eller ti dage, før løsningen pludselig stod der.

Bang. Der var den fucking løsning. Måske var det noget særligt i mit eget hoved; det vidste jeg ikke. Men det virkede i hvert fald for mig.

Det var min erfaring og mit råd i videoen fra marts 2014: Handle hurtigt, når det er nødvendigt, og give de andre problemer plads til at modne.

Læs også Min vej som leder for flere af mine erfaringer med at træffe beslutninger som leder.