Kast den første sten..

Dobbeltmoral og forargelse var det, der fik mig op i det røde felt i november 2013. Jeg hørte debatten om Lars Løkke Rasmussens udgifter og tænkte, at vi måske skulle kigge lidt på os selv, før vi kastede den første sten.

Jeg var lige blevet færdig med at være med i Under Bæltestedet på Radio24syv sammen med Simon Jul og Jan Elhøj. Det havde været skidehyggeligt og rigtig sjovt. På vejen hjem lyttede jeg til radioen, og så kom den her kommentar.

Jeg var ikke ude på at forsvare Lars Løkke politisk

Jeg sagde med det samme, at jeg ikke havde tænkt mig at sidde og forsvare ham politisk. Det var ikke mit ærinde. Jeg sluttede også med at sige, at jeg ikke stemte på ham.

Det, jeg reagerede på, var en undersøgelse, jeg havde hørt omtalt. Efter min hukommelse mente en stor del af befolkningen nu, at han ikke var egnet som statsminister på grund af sagen. Jeg talte om halvdelen eller omkring 50 procent, men var selv usikker på det præcise tal.

Jeg tænkte: Hvis det alene var kriteriet, kunne vi så overhovedet finde nogen på Christiansborg? Det var en bevidst provokation. Jeg syntes, forargelsen blev meget selektiv.

Min vrede handlede om privilegierne omkring magten

Jeg gik hårdt til det, jeg opfattede som kulturen omkring Christiansborg. Jeg nævnte højtbelagt smørrebrød, betalte arrangementer, udvalg, bestyrelsesposter, gode middage, billetter til forpremierer og fodbold.

Jeg sagde meget kategorisk, at næsten alle ville blive trukket ind i den kultur. Det var min vrede, polemiske beskrivelse af magt og privilegier, ikke en dokumenteret gennemgang af de enkelte politikeres forhold.

Jeg kunne godt forestille mig, at nogen kom ind med et oprigtigt ønske om at gøre en forskel. Men jeg karikerede, hvordan de med tiden kunne begynde at tænke, at de da også selv havde fortjent diæter, mad, en hotelovernatning eller en ministerbil.

Jeg brugte billedet af voksende kinder og sagde, at tanken om at gøre noget for landet kunne blive blandet med ønsket om at gøre noget for sig selv. Det var sat på spidsen, men det var den menneskelige mekanisme, jeg ville pege på.

Ministerbilen var et af mine eksempler

Jeg var også irriteret over klima- og miljøministre i store ministerbiler. Jeg nævnte Audi A8 og en mulig hybridversion og spurgte, hvad det havde kostet klimaet at bygge bilen.

Jeg fremlagde ikke et klimaregnskab eller bestemte bilers tekniske oplysninger. Jeg brugte eksemplet som endnu en anledning til at spørge, om man selv levede efter det, man gerne ville have andre til at gøre.

Men bilen var egentlig en afstikker. Min hovedpointe var stadig, at jeg syntes, det var naivt at blive overrasket over, at privilegier kunne påvirke mennesker med magt.

Mere ville have mere, mente jeg

Jeg sagde, at politikerne efter min opfattelse fik en dårlig løn i forhold til det store arbejde. Og jeg koblede det, meget skarpt, til, at folk så kunne begynde at rage til sig.

Det var min forklaring i videoen, ikke en undskyldning eller et bevis for, hvad bestemte mennesker havde gjort. Jeg mente, mekanismen kunne findes både i erhvervslivet, på rådhuset, på Christiansborg og i en bestyrelse i en vuggestue.

Jeg brugte formuleringen om, at magt korrumperer, og at mere vil have mere. Min kritik var derfor heller ikke begrænset til højrefløjen. Jeg troede ikke, at mennesker på venstrefløjen automatisk var immune over for de samme fristelser.

Dobbeltmoral og forargelse kunne også findes hos os andre

Jeg kom videre til debatten om skat. Jeg nævnte forargelsen over skattesnyd og Jyske Bank i den daværende debat og spurgte, hvor mange af os der samtidig var optaget af at få mest muligt ud af vores egen økonomi.

Jeg nævnte håndværkerfradrag, sociale ydelser, sort arbejde, forsikringer og det at spørge en fætter, der vidste noget om skat, hvordan man kunne tilrettelægge sin selvangivelse.

Jeg havde også et eksempel om at flytte tidspunktet for en lønudbetaling i forhold til SU. Jeg satte mange forskellige ting sammen i min argumentation. De eksempler var ikke juridisk ens, og jeg sagde ikke, at de alle var i orden.

Jeg understregede faktisk, at jeg ikke mente, det forkerte blev rigtigt. Spørgsmålet var, om vi altid selv havde været så rene, som vores forargelse kunne få det til at lyde.

Havde vi aldrig fået nogen til at hjælpe os med at betale så lidt, som vi skulle? Havde vi aldrig prøvet at få lidt mere ud af en situation? Det var den selvransagelse, jeg gerne ville have ind i samtalen.

Havde vi fortjent det højtbelagte smørrebrød?

Jeg nævnte også frivilligt arbejde. Hvis man havde gået med raslebøssen eller hjulpet til hele natten, kunne man måske bagefter tænke, at man da havde fortjent lidt god mad.

Men pengene kunne måske også have været brugt på det formål, man samlede ind til. Jeg brugte det til at vise, hvor let man kunne finde en forklaring på, at lige netop ens egen lille fordel var rimelig.

Det var ikke et argument imod at være frivillig eller at takke mennesker for deres indsats. Jeg spurgte, om vi kunne genkende den samme tanke om belønning hos os selv.

Min oplevelse på bloddonorklinikken

Jeg fortalte om at sidde på bloddonorklinikken på Gentofte Hospital omkring klokken ni om morgenen. Jeg syntes, det var påfaldende at se mennesker få øl eller rødvin i forbindelse med besøget.

Jeg overdrev vredt med, at halvdelen nærmest sad og svælgede sig i det. Det var min oplevelse og min polemiske formulering, ikke en optælling af donorernes valg.

Jeg spurgte, om det handlede om, at man havde gjort en god gerning og derfor skulle have den fordel, der føltes størst. Hvorfor ellers drikke øl eller vin den morgen? Det var min fortolkning af en situation, jeg selv havde set.

Historien var en del af min kommentar om belønninger og dobbeltmoral. Jeg gav ikke råd om, hvad man skulle spise eller drikke som bloddonor.

Kig indad, før du kaster stenen

Jeg sluttede med hånden på hjertet: Jeg syntes, vi alle kunne have en tendens til at tage imod lidt ekstra, når muligheden var der. Det betød stadig ikke, at det var i orden.

Jeg ville bare have os til at skrue lidt ned for den selvretfærdige forargelse og kigge på vores egne vaner. Måske kunne vi begynde med at levere vores egen lille fordel tilbage, før vi gjorde os til dommere over andre.

Det var budskabet bag min kommentar om Lars Løkke. Jeg bad ikke om politisk opbakning til ham. Jeg bad om lidt mere ærlighed om, hvordan vi mennesker også selv kunne fungere.