Du kan tro for meget

Ønsketænkning i forretning kan være farligt. Når vi virkelig ønsker, at noget skal ske eller ikke skal ske, kan vi begynde at finde argumenter for det ønskede og lukke øjnene for resten af verden.

Den tanke fik jeg på en ferie med familien i februar 2013. Jeg var på cruise og optog videoen ved Labadee i Haiti. Batterierne skulle lades op en gang imellem, men en samtale om teknologi havde sat noget i gang.

En samtale på skibet om cloud og storage

Min datter havde leget med en anden pige på skibet. På et tidspunkt kom jeg til at snakke med hendes nye venindes forældre. Faren arbejdede hos HP med storage, altså blandt andet løsninger til lagring af data.

Han fortalte, at arbejdet blev mere besværligt, fordi flere kunder brugte cloudbaserede løsninger. I stedet for at købe en server, fylde den med harddiske og opbevare hjemmeside, data og mail selv, kunne man bruge tjenester som Gmail eller få sin hjemmeside hostet et andet sted.

Jeg nævnte Amazon som et eksempel på en stor udbyder. Jeg spurgte ham, hvordan udviklingen påvirkede hans forretning. Efter min genfortælling syntes han, det var noget lort.

Alligevel var han ikke så bekymret. Han var sikker på, at cloudløsningerne ville falde sammen under deres egen vægt. Han henviste til nedbrud hos Amazon og til, at Gmail også nogle gange var nede. På et tidspunkt ville kunderne blive trætte af det og gå tilbage til de individuelle løsninger, mente han.

Jeg så stordriftsfordele, som ikke forsvandt ved et nedbrud

Jeg var helt uenig. Min forventning i 2013 var, at langt det meste ville blive cloudbaseret. Jeg mente ikke, man behøvede være specielt visionær for at se det.

Der var efter min opfattelse store fordele i at dele computerkraft og lagring. Måske havde én virksomhed mest brug for kapaciteten mellem ni og ti om formiddagen, mens en anden havde brug for den, når den første virksomheds kunder sov.

Der var også værdien af en it-afdeling, som var specialiseret i at holde netop den slags systemer kørende. Det var en vigtig del af mit argument, ikke bare at det hele lå et andet sted.

Vi laver heller ikke alle vores egen strøm

Jeg sammenlignede med elektricitet. Hvor mange af os havde en benzingenerator derhjemme og lavede vores egen strøm? Normalt tændte vi bare på kontakten og regnede med, at det virkede.

Et kraftværk og mennesker, der var specialiserede i driften, stod bag. Selvfølgelig kunne strømmen gå. Så var mange mennesker på røven på én gang, men det fik os ikke alle til at købe hver vores generator.

På samme måde kunne Gmail gå ned, så vi måtte undvære mail et stykke tid. Jeg mente ikke, at den risiko i sig selv ville få alle til at gå tilbage til deres egen mailserver.

Jeg brugte meget høje tal om, hvor ofte strømmen virkede, som en mundtlig illustration. Det var ikke en måling af oppetid, jeg fremlagde. Pointen var den grundlæggende tillid til en fælles forsyning og den specialisering, der lå bag.

I Florida havde vi faktisk en generator

Der kunne være gode grunde til at have en ekstra løsning. Da vi boede i Florida, havde vi selv en benzingenerator. En tropisk storm kunne efter min beskrivelse betyde, at et område var uden strøm i 14 dage.

Jeg huskede generatoren som noget, der kostede 3.000–4.000 kroner, og vi havde 100 liter benzin stående. Vi fik aldrig brug for den, men det var rart at vide, at vi havde den.

To uger uden køleskab, komfur, fryser og aircondition var noget andet end et kort udfald. Jeg sammenlignede med 14 dage uden varme om vinteren i Danmark. Man kunne måske overleve det, men det ville ikke blive hyggelige nætter.

Jeg nævnte også, at et hospital måske ville have dobbelte systemer eller sin egen løsning for en sikkerheds skyld. Mit argument var altså ikke, at alle behov var ens. Jeg troede bare ikke, undtagelserne ville vende den generelle udvikling.

Ønsketænkning i forretning kan holde os fast

Manden på skibet ville efter min oplevelse ikke høre tale om, at cloud ville blive meget større. Min fortolkning var, at han havde låst sig fast, fordi udviklingen kunne true hans arbejde.

Jeg kendte ikke alle hans overvejelser. Det var sådan, jeg oplevede samtalen og brugte den som eksempel. Hvis man først beslutter, at en uønsket udvikling ikke kan ske, kan man også miste muligheden for at forberede sig. Flere af mine erfaringer med at drive virksomhed i en verden, der ændrer sig, finder du i Iværksætter til jeg dør.

Hvis hans branche ændrede sig, kunne videreuddannelse eller et skifte til en anden del af industrien måske være en bedre reaktion. Det var et tænkt eksempel på at tilpasse sig, ikke en beslutning, jeg vidste, han havde brug for at træffe.

Jeg havde set det samme i diskussioner om huspriser

Jeg kom i tanke om en erhvervsgruppe, jeg havde været med i omkring 2008. Jeg huskede, at jeg allerede i 2007 var begyndt at tale om, at en krise var på vej. Jeg sagde også, at jeg havde videoer fra dengang. I optagelsen henviste jeg til min egen hukommelse om de diskussioner.

Nogle i gruppen mente, at huspriserne ikke ville falde. Min pointe var, at det kunne være svært at acceptere muligheden, når man havde så meget på spil.

Hvis man havde et hus til ti millioner kroner, og det faldt 40 procent, var fire millioner væk i det tænkte eksempel. Hvis man havde lånt meget, kunne det blive en ubehagelig virkelighed. Netop derfor kunne man have stærk lyst til at forklare, hvorfor faldet ikke ville komme.

Men det, at en udvikling ville gøre ondt, var ikke et argument for, at den ikke kunne ske. Det var det, jeg gerne ville have frem.

Planlæg efter muligheden for, at verden ændrer sig

Man kunne reagere forskelligt på en risiko for faldende boligpriser. Nogen kunne overveje at sælge og leje noget at bo i, hvis det var det, de ønskede. Andre kunne acceptere, at boligen først og fremmest var deres hjem, og at værdien kunne falde.

Det var historiske eksempler på mulige reaktioner i min fortælling. Jeg lagde ikke et fælles regnestykke frem for, hvad alle burde gøre med deres bolig.

Jeg kritiserede især forventningen om, at man kunne blive ved med at låne mere i huset til nye køkkener, ferier eller en BMW. Jeg nævnte årene fra omkring 2003–2004 til 2008, hvor jeg oplevede, at den tanke havde fyldt meget.

Min opfordring var at indkalkulere, at man kunne blive nødt til at leve af de penge, man faktisk tjente. Hvis udviklingen gik den anden vej, hjalp det ikke at blive ved med at planlægge efter det mest behagelige udfald.

Så pas på, når der er noget, du virkelig ønsker dig. Ønsket kan være stærkt nok til, at du holder op med at se de ting, der peger i en anden retning. For mig var det den farlige del: At tro så meget på sin ønskede virkelighed, at man mister forbindelsen til verden omkring sig.