Netflix i Danmark og hvad så?

Netflix i Danmark fik en seer til at spørge, hvordan jeg troede, medielandskabet ville ændre sig. I september 2012 så jeg streaming som begyndelsen på et opgør med tv-pakkerne og de virksomheder, der bestemte, hvilke kanaler vi skulle betale for.

Jeg svarede fra bilen og måtte først lukke taget, fordi det larmede. Det var en hurtig tanke om fremtiden, ikke en færdig analyse. Jeg forventede heller ikke, at alt ville ændre sig i samme sekund, Netflix kom.

Netflix i Danmark var en del af en større forandring

Isoleret set ville ankomsten ikke ændre hele markedet med det samme. Men jeg syntes, spørgsmålet var godt, fordi det pegede på en bevægelse, som kunne få stor betydning over nogle år.

Jeg sammenlignede Canal Digital og Viasat med Blockbuster og TP Musik. TP Musik var efter min gengivelse lige gået ned, og jeg mente, det hang sammen med, at folk ikke længere købte cd’er som før. Det var den udvikling, jeg syntes, man burde have set komme.

Jeg forventede også, at Blockbusters gamle forretning ville få det svært. Min sammenligning var, at man godt kunne have været en vigtig mellemmand og alligevel miste sin plads, når kunderne fik en ny måde at købe indholdet på.

Det var mine vurderinger af virksomhederne og deres fremtid dengang, ikke en dokumenteret forklaring på alle deres økonomiske forhold.

Jeg var træt af at betale for kanaler, jeg aldrig så

Man kunne indvende, at vi stadig skulle have fjernsyn. Det var jeg enig i. Men jeg mente ikke, at det nødvendigvis skulle købes gennem de samme pakker som hidtil.

Jeg brugte en meget grov overgrebsmetafor om Canal Digital og Viasats forretningsmodel. Det var mit vrede billede på at få presset kanaler ned i halsen, ikke en anklage om en konkret forbrydelse.

Jeg mente, at det teknisk burde være muligt at vælge netop de kanaler, man ønskede. I stedet syntes jeg, at man skulle betale for en masse, man aldrig havde bedt om, fordi pakkerne skulle give et stort overskud.

Jeg nævnte omkring 300-500 kroner om måneden og kaldte det latterligt dyrt. Det var de beløb, jeg brugte i debatten i 2012, ikke en aktuel prissammenligning.

Det handlede også om tv-serier

Jeg forventede, at Netflix ville skærpe konkurrencen. Jeg nævnte TDC og YouSee og en konkurrerende satsning, hvis navn jeg ikke kunne huske. Navnet var ikke det afgørende for min pointe.

Det interessante var, at det ikke kun handlede om film. Tv-serier kunne også blive noget, man valgte og så, når man selv havde lyst.

Jeg beskrev de hidtidige distributører som gatekeepere. De samlede kanaler i pakker, og så købte vi pakken. Min forventning var, at mere af indholdet ville blive leveret over internettet og on demand frem for alene at følge den almindelige sendeplan.

Jeg sagde udtrykkeligt, at det ikke var noget, der ville være gennemført inden for de næste tre måneder. Jeg så det som en udvikling over tid.

Amazon og enkelte kanaler var mine tænkte alternativer

Jeg forestillede mig, at man kunne se sine yndlingsserier på Netflix og vælge film hos forskellige leverandører, blandt andre Amazon. Jeg mente, at en stor amerikansk leverandør også kunne komme til Danmark.

Jeg gengav et amerikansk Prime-tilbud med mange tusind film, et årsbeløb på omkring 300 kroner og fri fragt på varer. Det var min løse beskrivelse fra dengang, ikke et verificeret katalog, en valutaberegning eller et dansk tilbud.

Jeg brugte Discovery Channel som eksempel på en stærk kanal, man måske kunne abonnere på direkte. Jeg sagde selv, at jeg ikke vidste, om det allerede kunne lade sig gøre. Teknisk kunne jeg godt forestille mig det.

Jeg pegede også på boksning og fodbold, hvor pay-per-view efter min oplevelse allerede var på vej frem. Jeg forventede, at flere af de programmer og begivenheder, vi så, kunne købes enkeltvis.

Internettet skulle ind på den store skærm

En vigtig del af forandringen var fjernsyn med internetadgang. Jeg nævnte Apple TV og Google TV som noget, der kunne bygge bro mellem internettet og det almindelige tv.

Jeg mente ikke, at fremtiden bare skulle ligne en lille YouTube-video på en computer. Mit billede var high definition på en stor 75-tommers 3D-fladskærm. Det var sådan en oplevelse, jeg forestillede mig, at Netflix og andre med tiden ville tilbyde.

Forbrugeren skulle kunne få indholdet på sit fjernsyn, uden at den gamle kanalpakke nødvendigvis var adgangsbilletten.

Jeg forventede, at mellemleddene ville blive presset

Jeg så TDCs kabel-tv, Canal Digital og Viasat som mulige store tabere på den lange bane. Det var mit fremtidsgæt, ikke noget, jeg kunne garantere.

Stærke brands som Discovery troede jeg bedre kunne få mennesker til at abonnere direkte. Man kunne gå ind på en hjemmeside, betale og få adgang til indholdet på sit tv.

Hvis et mellemled ikke skulle have sin del, forestillede jeg mig, at kanalen kunne beholde flere penge. Jeg sagde samtidig, at det ikke nødvendigvis betød, at kunden automatisk fik et billigere abonnement. Det afhang af, hvordan modellen blev brugt.

Måske ville vi vælge udsendelser frem for kanaler

Endnu længere fremme forestillede jeg mig, at vi slet ikke primært ville abonnere på kanaler. Vi kunne i stedet vælge bestemte serier, nyhedsudsendelser og sportsbegivenheder.

Det var en bevægelse fra de store pakker til mere præcise valg. Jeg ville gerne kunne betale for det, jeg faktisk så, i stedet for at få hele bundtet med.

Ville det blive billigere? Det syntes jeg var et rigtig godt spørgsmål, og jeg sagde, at det ikke nødvendigvis ville. Det kunne stadig blive mere fleksibelt og føles mere retfærdigt.

Jeg indrømmede, at det irriterede mig at være med til at betale for sportskanaler, jeg aldrig ville se. Selv hvis regningen i sidste ende blev den samme, ville jeg være lidt gladere for selv at vælge.

Jeg sluttede med et meget kontant kursgæt

Jeg sagde, at ejere af aktier med tilknytning til de gamle tv-distributører burde overveje at sælge. Jeg var også meget hård om værdien af Blockbuster og TP Musik i mit udfald.

Det var min personlige, historiske vurdering af en brancheforandring. Jeg fremlagde ikke en værdiansættelse, og indlægget er ikke en aktuel anbefaling om bestemte værdipapirer.

Til sidst bad jeg seerne komme med deres egne tanker. Jeg understregede, at mit indspark var snævert og spontant: Jeg havde lige lavet en anden video og var allerede sent på vej til akupunktøren.

Min hovedtanke var enkel. Netflix var interessant, fordi det kunne være med til at flytte magten fra de store tv-pakker til den, der faktisk skulle se indholdet. Hvor hurtigt det ville ske, og hvad det ville koste, var stadig åbne spørgsmål for mig i 2012.