Gå til indhold

Jo vi har nasserøve i Danmark

· Martin Thorborg

Vores fælles ressourcer skal efter min mening først og fremmest hjælpe dem, der har brug for hjælp. Min kritik handler om ressourcestærke mennesker, som tager mere fra fællesskabet, end de burde, og om en debat, hvor den forskel alt for hurtigt forsvinder.

Videoen er fra juni 2013 og udspringer af debatten om Soulaima Gouranis blogindlæg på Amino. Her fremlægger jeg mine holdninger og de eksempler og tal, jeg brugte dengang.

Vores fælles ressourcer skal række til dem, der har behov

Det irriterer mig virkelig, når nogen lægger en holdning ned over mig, som jeg ikke har. Hvis jeg siger, at nogle arbejdsløse burde hanke mere op i sig selv, bliver det straks udlagt, som om jeg mener, at mennesker, der ikke kan klare sig selv, bare skal dø af sult.

Det er sgu ikke det, jeg siger.

Jeg vil gerne have, at vi hjælper mennesker, som har det svært. Jeg synes tværtimod, at der er mange, vi behandler alt for dårligt. Men hvis vi skal hjælpe dem ordentligt, bliver vi nødt til også at tale om, hvordan resten af os bruger fællesskabets ressourcer.

Debatten om en halvtredser hos lægen

Jeg bruger brugerbetaling hos lægen som et eksempel. Hvis en politiker foreslår, at et lægebesøg kunne koste 50 kroner, kommer reaktionen hurtigt: Så vil de fattige, de syge og dem, der har det dårligt, blive ramt. Så er forslaget ondskab.

Min pointe er, at vi også har en stor middelklasse og overklasse, som efter min mening overforbruger fælles ressourcer. Den adfærd skal vi kunne diskutere.

I videoen henviser jeg til et tal på 11 lægebesøg om året pr. dansker og regner det om til næsten 50 besøg for en børnefamilie. Det er det tal, jeg tager udgangspunkt i i debatten dengang.

Da jeg undrede mig over det på Facebook, kom der straks svar fra mennesker med sygdomme, som havde brug for mange lægebesøg. En person med diabetes nævnte eksempelvis omkring 30 besøg.

Jamen, selvfølgelig skal du gå til lægen, når du har behov for det. Det er ikke dig, jeg taler om. Min kritik retter sig mod besøg, som jeg opfatter som unødvendige, og mod mennesker, der bruger lægens tid, fordi de keder sig og bare vil tale med nogen. Her mener jeg ikke en samtale om sygdom.

Lægens tid koster penge. Jeg nævner også en oplevelse fra USA, hvor otte sting i panden hos en kirurg kostede omkring 10.000 kroner. Det er mit eksempel på, hvor dyr behandling kan være, ikke en dansk pris på at blive syet.

Der er mennesker, som burde få langt mere hjælp

Når diskussionen bliver trukket over i, at kun de rige skal have lov til at gå til lægen, mister vi det, jeg egentlig gerne vil tale om.

Jeg synes, at vi behandler psykisk syge mennesker elendigt. Jeg synes, at der er syge, som får for dårlig behandling, indvandrere, som skal hjælpes bedre på fode og ind i samfundet, og ældre, som sidder alene derhjemme. Og så ender vores diskussion med at handle om en robotstøvsuger.

Der er også masser af arbejdsløse, som burde få langt bedre hjælp til at finde et job.

Det er mennesker, jeg gerne vil have, at vi tager bedre vare på. Når jeg siger, at nogle måske burde have dobbelt så meget hjælp, ti gange så meget eller langt mere, er det min frustration over, at hjælpen ikke når frem i tilstrækkelig grad.

Ressourcestærke mennesker kan også belaste systemet

Hvordan kan det være, at vi hele tiden skal skære ned i et velfærdssamfund som det danske?

Min forklaring i videoen er, at der er mennesker med ressourcer nok til at spille systemet, få ekstra understøttelse eller holde sig uden for arbejdsmarkedet, selv om de kunne bidrage. Der er mennesker, som skovler til sig og kun tænker på sig selv.

Det er den adfærd, jeg vil have os til at diskutere. Jeg vil ikke regulere hjælpen væk fra dem, der virkelig har behov for den.

Og jeg tror ikke, at alle, der tager mere, end de burde, er onde mennesker. Mange tænker måske slet ikke over, hvad deres valg koster andre. Jeg taler både om misbrug af systemet, socialt bedrageri og en kultur, hvor man ikke overvejer, at ressourcerne også skal række til andre.

Det er den kultur, jeg synes, vi skal gøre noget ved.

Kan vi tage diskussionen uden at fordreje hinandens holdninger?

Hvis vi får ressourcestærke mennesker til at bidrage mere og tage mindre, mener jeg, at vi kan hjælpe flere af dem, der har det kummerligt.

Men hver gang jeg rejser den diskussion, får jeg skudt i skoene, at jeg går efter de syge og de ressourcesvage. Det gør debatten næsten umulig. Folk bliver bange for at sige noget, fordi de risikerer at blive stemplet.

Det er ualmindeligt ærgerligt. For så får vi aldrig taget fat om problemet.

Jeg har ikke en færdig løsning på, hvordan vi får den debat til at fungere. Har du et forslag? Så kom med det. Jeg vil gerne have, at vi kan diskutere ansvar og fælles ressourcer, samtidig med at vi hjælper dem, der faktisk har behov.