Nej til lakridspibe = Fyr chefen

Detailstyring kan blive en erstatning for ledelse, når chefen mister overblikket. Jeg bruger debatten om lakridspiber som afsæt for min pointe: Det hjælper ikke at pudse gelænderet, hvis ingen ved, hvor skibet skal sejle hen.

Videoen er fra august 2013. Jeg reagerer på en nyhed om et muligt forbud mod lakridspiber og bruger den som afsæt for min holdning til ledere, der fortaber sig i detaljer.

Lakridspiber og de store problemer

I dag vågnede jeg op til en nyhed om, at EU ville forbyde lakridspiber. Det er jeg ikke glad for. Lakridspiber er ubetinget mit yndlingsslik. Vil du gøre mig glad, så send en kasse, og du får virtuelle kys, til du besvimer.

Men det er egentlig ikke slikket, jeg vil tale om. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over prioriteringen. Jeg forestiller mig, at man sidder og diskuterer lakridspiber, mens Syrien er ved at gå op i flammer, og der er langt større problemer at forholde sig til.

Argumentet, jeg gør grin med, er forestillingen om, at børn, der spiser lakridspiber, bliver piberygere som voksne. Jeg ser nærmest aldrig en piberyger. Der kan gå et år imellem.

Jeg trækker spøgen helt ud og foreslår, at vi så også forbyder brystmælk, fordi mennesker, der senere gør noget frygteligt, også begyndte livet med den. Det er selvfølgelig min satire over den måde at drage en sammenhæng på. Og når jeg er i gang, får børnehaverne også en tur.

Fra sit-down til business

Nu skal vi væk fra stand-up. Eller sit-down, som det bliver til her i bilen. For der ligger en ledelsespointe bag min irritation.

Når jeg hører ledere begynde at lave regler om den slags småting, tænker jeg på ledere i virksomheder, der går helt ned i detaljerne og mister blikket for det væsentlige.

En chef kan for eksempel sidde og hidse sig op over, hvor meget toiletpapir medarbejderne har brugt den sidste måned. Måske er der brugt 200 kroner. Eller chefen går op i, at medarbejderne i gennemsnit kommer tre-fire minutter for sent.

Hvis det bliver det, lederen bruger sin energi på, så mener jeg, at vi har at gøre med en person, der har tabt overblikket.

Hvor skal skibet sejle hen?

Min forklaring er, at det store billede nogle gange virker uoverskueligt. Lederen ved ikke, hvor virksomheden skal hen, eller hvordan problemerne skal løses.

Hvor skal skibet sejle hen? Hvordan styrer vi det? Det aner jeg ikke. Men jeg kan i det mindste finde en pudseklud og få folk til at pudse gelænderet.

Så kan alle komme i gang, og det ser ud, som om der sker noget. Gelænderet bliver blankt, og der er aktivitet ombord.

Men er skibet ved at synke? Er vi på vej ind i et isbjerg? Mangler vi en kaptajn? Det er langt større spørgsmål, og dem får vi ikke løst ved at pudse endnu mere.

Detailstyring kan skjule et manglende overblik

Det er den sammenligning, jeg bruger med lakridspiberne. De er nemme at forstå og nemme at være optaget af. De store problemer er sværere.

Har du en leder, som fortaber sig i små regler om mødetider og forbruget af toiletpapir, mens retningen mangler, så synes jeg, du skal tage det alvorligt. For mig er det et tegn på, at lederen har mistet overblikket.

Så skal der seriøs coaching til. Eller, som jeg siger det meget kontant i videoen, et los i røven.

Det er min pointe: Ledelse kræver, at du forholder dig til, hvor skibet skal hen. Du kan ikke erstatte den opgave med at sætte alle til at pudse gelænderet.

Flere af mine erfaringer med ledelse og retning finder du i Min vej som leder.