Systemer for systemets skyld

Systemer for systemets skyld bekymrer mig, når en organisations egne interesser tager over fra dens oprindelige formål. Her er min kritik fra 2016 og spørgsmålet om, hvem systemet egentlig hjælper.

Videoen er fra september 2016 og gengiver min kritik af systemer, der efter min opfattelse mister forbindelsen til deres oprindelige formål. Indlæggets eksisterende historiske dato er bevaret.

Et system begynder med et problem, der skal løses

Jeg har tænkt over, hvordan systemer opstår. En fagforening kan blive lavet, fordi nogle arbejdere har dårlige forhold. Et bistandssystem kan blive lavet, fordi nogle mennesker har svært ved at finde arbejde.

Der er et problem, og nogen vil gøre noget ved det. Ofte begynder det med engagerede og velmenende mennesker, som gerne vil gøre en forskel.

Men jeg synes, der kan ske noget undervejs: Systemet går fra at være drevet af entusiaster til at eksistere mere og mere for sin egen skyld.

Når vækst bliver et mål i sig selv

Systemer vokser. Og det er ikke så mærkeligt, når man ser på de interesser, som kan opstå inde i dem.

Sidder man i en stilling, kan man ønske sig mere ansvar, mere løn, flere kolleger og større jobsikkerhed. Det kan blive en drivkraft for at udvide systemets område.

Så når et problem er ved at være løst, finder man måske nye problemer at tage sig af. I værste fald kan man være med til at skabe problemer, som giver systemet noget at arbejde med.

Min bekymring er, at man bliver ved med at holde fast i forestillingen om, hvor vigtig organisationen er, mens den gradvist bliver mindre effektiv.

Systemer for systemets skyld: Hvem er afhængig af hvem?

På et tidspunkt kan forholdet vende. Det er ikke længere kun den arbejdsløse, den syge eller bistandsklienten, som er afhængig af systemet. Det er systemet, som er afhængigt af, at de mennesker bliver ved med at være der.

Hvis organisationen bliver mindre, hver gang den hjælper nogen videre, kan der opstå en konflikt mellem dens egne interesser og det formål, den blev skabt til.

Det er dér, jeg mener, vi får et alvorligt problem. De mennesker, systemet skulle hjælpe, kan komme til at være dem, der holder systemet i gang.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at den enkelte medarbejder bevidst beslutter sig for at gøre det. Jeg ser det snarere som en udvikling, hvor organisationens egen overlevelse og vækst tager styringen.

Hjælpen skal gøre folk mere selvstændige

Min kritik er, at nogle systemer kan ende med at fastholde mennesker i stedet for at hjælpe dem videre.

En person, som er på kanten og har brug for hjælp, skal efter min mening have støtte til at blive rask eller arbejdsdygtig. Men hvis systemet samtidig har en interesse i at bevare personen som en del af sit arbejde, trækker det i den modsatte retning.

Jeg mener, at det kan være med til at gøre mennesker mindre selvstændige. Systemet vokser, mens den person, det skulle hjælpe, ikke nødvendigvis kommer videre.

De flotte rammer gjorde indtryk på mig

I videoen fortæller jeg også om besøg i fagforeninger, hvor jeg blev overrasket over, hvor flotte og moderne rammerne var.

Jeg nævner blandt andet et dyrt byggeri hos sygeplejerskerne og den kontrast, jeg oplevede mellem områderne, hvor medlemmer kom i a-kassen, og de mere indbydende lokaler længere oppe i bygningen.

Jeg peger også på flotte møbler og lamper i styrelser. Det er eksempler, jeg bruger til at beskrive min frustration over, hvad systemerne bruger deres ressourcer på.

Jeg har ikke en færdig løsning

Jeg siger ikke, at jeg ved præcis, hvad vi skal gøre ved det. Det gør jeg ikke.

Men min pointe er, at vi skal være opmærksomme på, hvem et system faktisk arbejder for. Er det stadig til for de mennesker, det oprindeligt skulle hjælpe, eller er det blevet til for sig selv?

Min konklusion i videoen er hård: Systemet er ikke til for dig. Det er til for systemet. Det er den udvikling, jeg er bekymret for.