Skip to content
My books
Search
Menu

The world is full of hot air, so go for it!

· Martin Thorborg

Self-promotion is something Americans know how to do. I’ve spent the whole day at a social media conference, and now I’m sitting here with the same feeling I’ve had several times before: Bloody hell, there’s a lot of hot air. But there’s also something we Danes can learn from how they make themselves look fantastic.

I’ve been living in the US for almost two years and have been to five or six different conferences. When I first read the advertising and speakers’ introductions, it sounds incredible. TV shows, books, famous people, awards and all sorts of other things. You think these must be people who really know their stuff.

Then you turn up, and in my opinion, all too often you’re served banalities. Sure, now and then someone says something smart and sensible. But many of the people I’ve seen call themselves social media or search engine optimisation experts without delivering content that lives up to the grand introduction.

Self-promotion and the collective bluff

The funny thing is that they also treat one another as if pearls of wisdom are pouring from their mouths. They pat each other on the back and confirm how fantastically talented they all are. To me, it feels like a collective bluff.

That’s my experience of the conferences I’ve attended over here. When I compare them with conferences in Denmark, I actually think the standard of speakers is significantly higher back home. So if you’re sitting in Denmark reading those impressive American introductions, don’t automatically assume we’re far behind.

My friend is introduced as a guru

One example is my good friend Craig, whom I interviewed earlier in the day. He’s a bloody talented guy, knows a lot and is a good speaker. He’s also a really nice guy. But I know him and know what he does, which is why the way he was introduced caught my attention.

One of his friends had written a book about online reputation management, and Craig had contributed to it. It was a small book. My comparison was that it might be a fifth the size of E-pusher, and that in a normal book format it might amount to around 50 pages: About 25 from Craig and 25 from his friend.

As I saw it, they’d read a bit on various websites, thought about the subject and then written something together. In my opinion, that didn’t make them great experts in reputation management. Yet Craig was introduced as both a guru and an expert in the field.

I thought of people such as Mikkel deMib and Thomas Rosenstand back in Denmark who work with that kind of thing. My very blunt assessment was that Craig might know one per cent of what they knew in that field. And they aren’t necessarily introduced with the same grand guru title. It’s the gap between the packaging and what I experience that annoys me.

A photo turns into an amazing acquaintance

In my experience, when you look at an American CV, you can expect almost every little thing in that person’s life to be included. Here’s my caricature of it: If they’ve read the New York Times, they’ve practically been featured in the New York Times. If they’ve once been in the same room as Arnold Schwarzenegger, the story becomes that they’re old friends.

Of course, that’s my pointed way of describing it. But I think the name-dropping is off the scale. And it’s funny to watch people at conferences rushing over to have their photos taken with one another.

Afterwards, a photo can end up on a website and make you look as if Al Pacino is one of your very best friends. Perhaps you were simply in the same room and had a photo taken a couple of metres apart. You’ve never spoken. Yet the photo can take on a completely different meaning in the introduction.

Don’t hide your light under a bushel

My point is also that we can learn a little from it. Because it bloody well works. That doesn’t mean you need to inflate yourself to the proportions I’ve seen here. But if you always play yourself down, you won’t get anywhere either.

It’s a reminder to myself too. When I write my CV, I can find myself thinking: Well, I was only a co-founder. My caricature of the American version is that you’d practically have built the whole bloody thing yourself. I can lay it on a bit thick myself sometimes, but in my experience, nowhere near to the same extent.

If you think I’m a show-off, I can live with that. Here in the US, I currently feel almost like someone who plays things down. So put a bit of oomph into your CV, and don’t hide your light under a bushel. That’s the part of the lesson I want to bring home.

And don’t assume Denmark is behind in all sorts of areas just because the introductions over here sound fantastic. I think much of what I’ve experienced is hot air and bullshit. Go for it with what you can do, and don’t let other people’s grand packaging make you shrink yourself. I expect to be in Denmark next week. See you.

By all means play yourself down, because that leaves room for those of us who want to get ahead 🙂 Best wishes, Martin

Comments

  1. Tak for at nævne mig 😉 Jeg kom her mere ydmyg, end jeg normalt er – men nogle møder med amerikanske kunder og nogle SEO’ere gjorde mig knapt så ydmyg. Et herligt marked 🙂

  3. Du har fuldkommen ret, Martin.

    Har selv undret mig over når amerikanske eksperter har kunne tage flere tusinde dollars for skulderklap af hinanden. Jeg foretrækker nu vores danske model hvor vi Twitter sammen, og kan tale sammen tværfagligt frem for at ligefrem skulle tage gruppebilleder for at foregive "global presence" og total togetherness. God pointe om den med Schwarzenegger – det er rigtigt. Der går intet af andre ved at erkende de kender hinanden, men hvis det ligefrem er bluff, så mistes en stor del af det at have en reference.

    De fleste af os kan godt lide diskretionen. Jeg slynger ikke til højre og venstre med hvem jeg har arbejdet sammen med. De fortjener diskretion, på samme måde som vi måske alle engang har arbejdet med folk vi senere hen måske ikke ligefrem reklamerer for.

    Men bedst af alt er pointen, at vore danske konferencer slet ikke er så tossede endda, og at folk herhjemme faktisk gør en del for at få virkelige eksperter op på talerstolen FØR der laves et program for den pågældende event. Det kunne amerikanerne godt lære lidt af.

    Jeg linker til din video senere, for den vil jeg godt dele med folk. Tak for et glimrende indspark. 🙂

  4. @Peter: vi må finde et godt iPhone-holder-produkt-forslag ? – inden han kommer til DK igen 😀

    @Martin og Rosenstand: JA, I er bare for go’e!!

  5. Hej Martin,

    Tak for et cool indslag.. Det er sandt, at der er mange "Kejserens nye Klæder" tilfælde i USA, men det er fedt at du kommer med den vigtige pointe, at vi danskere rent faktisk kan lære af det. Altså ikke at gøre os til noget vi ikke er, men at droppe den "danske" beskedenhed og til tider selvudslettenhed (øhh hedder det det?)

    Ha’ det godt!

    Kh
    Claus

  7. Martin, du må have været usædvanlig uheldig med dit valg af konferencer. Jeg taler mest på de to store søgemaskinekonferencer: SMX og SES og her synes jeg altid niveauet har været virkelig højt blandt talerne. Naturligvius er der smuttere, men de er få – og de bliver ikke gentaget.

    Hver eneste session og hver eneste taler evalueres grundigt efter hver konference. Men hvor publikum giver dårlig respons (f.eks. fordi de ikke ved ret meget, ikke kan holde et ordentlig foredrag eller reklamerer for meget for sig selv) de kommer ikke på talerlisten næste gang. Omvendt inviteres de talere der får den bedste evraluering igen og igen. (De siger det er derfor jeg er blevet inviteret til dem alle siden 99/2000).

    Denne "forædling" har gjort de to nævnte konferencer bedre og bedre over årene, synes jeg.

    Du har helt ret i at Amerikanerne praler meget mere. Det er faktisk lidt sjovt du bringer det op nu, for jeg har netop i sidste uge arbejdet lidt på en artikel hvor jeg roser Amerikanerne for deres fantastiske evne til at prale helt vildt uden at rødme så det mindste. Jeg synes faktisk det er både chamerende og sundt.

    For pral er jo en slags "overdreven stolthed ved sig selv – og det man gør". Det er et udtryk for glæde og optimisme. Og glæde og optimisme spredes af dem der bærer det. Det smitter. I USA er det så ofte i skikkelse af "pralhalsen".

    Ja, jeg kan oprigtigt godt lide Amerikanernes evne til pral. Og jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg selv har adopteret en del af det gennem tiden. Det er der så nogle i Danmark der får lidt ondt i røven af, men det overlever jeg fint 🙂

  8. Fedt indlæg Martin, men kan det fungere herhjemme?
    Hvad ville du mene, hvis du så en person fortælle åbent om hans gode ven og forretningsforbindelse Martin Thorborg? Og du aldrig havde set denne person før!?

  9. Bliver sjældent positivt overrasket af amerikanske speakers herhjemme til konference – ja de har bedre levering, timing og stemmeføring, men når jeg går væk derfra husker jeg ikke et eneste ord. Jeg er enig i at vi danskere tit er lige ydmyge nok, men husker tydeligt en amerikaner på Digital Trendspot i år fra Gartner, hvor jeg ligesom det meste af salen bare sad og måbede over den ene cliche efter den anden, leveret helt oppe i skyerne. Ingen realitetssans eller relevans overhovedet, ren luft.

    Så selvom jeg selv er til keynotes med fuld skrald og fed levering, så tænder jeg altså af når der ingenting er at tage med.

  10. Jeg er helt enig i, at amerikanerene på ingen måde bærer den samme ydmyghed, som danskerne og det er klart noget vi kunne lære noget af.

    Desværre er der nogen, som Mikel også poientere, der får godt gammeldags jantelovs ondt i røven over det, hvilket man skal lære at være fuldstændig lige glad med.

    Lad ikke de andre, der ikke tør springe ud i det, holde dig nede. Man skal bare huske sig selv på, at hvis man vil have et stærkt personligt brand, kan man godt regne med, at kun 40% vil synes om en.

  11. > hvis man vil have et stærkt personligt brand, kan man godt regne med, at kun 40% vil synes om en.

    Netop!
    Du får et stærkt personligt brand ved at f.eks. de nævnte 40% synes du er fantastisk – ikke ved at 90% eller 100% synes du er ligegyldig – eller bare "ok".

    Hvis man er typen der tilstræber concensus og at gøre alle glade (og al respekt for det iøvrigt), så er det ikke sikkert man skal stræbe efter et stærkt personligt brand.

  13. Godt indlæg. Jeg mener at man godt må sige hvad man har lavet. Men jeg har nu lige så god erfaring med at underspille lidt.
    Omvendt har jeg set mange folk, gå til jorden med et brag, fordi at de udgiver sig for at være noget de ikke er. I Danmark kender vi alle hinanden, eller en der gør, så folk finder ud af sandhed før eller siden, så er der dybt at falde for dem der har blæst sig selv om.
    (Fra en anden verden, har jeg oplevet nogen der udgiver sig for at være Siriusmand eller Jægersoldat, uden at havde være der, må være mærkeligt når det så bliver opdaget, for en selv og ens omgangskreds)
    Det skal dog nævens, at jeg finder din måde (Martin) at lave indlæg og kommenter ting på, dejlig befriende og lærerig, fordi jeg føler at du har 100% noget at have det i. TAK for det

  14. Hej Martin (man er vel på fornavn)

    Nu har jeg set din video, faktisk flere af dem, og jeg har trykket synes godt om til din fanside, Så du er velkommen til at bruge mig på dit CV. =o)
    Nej, spøg til side, og ros for dit gode nitiativ, du giver flere gange stof til eftertanke, og jeg nyder at lytte til dine indlæg. Keep up the god work.