Skip to content

My thoughts on newspaper paywalls

· Martin Thorborg

Online newspaper paywalls were a subject I found interesting in May 2012. I thought the newspapers had reason to try charging, but as a reader I also wanted a solution suited to my wide-ranging media consumption.

Online newspaper paywalls needed testing in practice

I was sceptical about merely asking people whether they’d pay for something they’d previously had for free. I wanted to see what they actually did once charging began.

I imagined a gradual model with some free articles and payment after that. That way, I thought newspapers could test prices and access and see how readers responded.

I considered both subscribers and occasional readers

I thought paying subscribers might find it unfair if others got the same content for free. That was my interpretation of a possible problem, not a measurement of subscribers’ reasons for staying or leaving.

I read articles from many newspapers myself. I found them through Twitter, among other places, and preferred to avoid managing a separate subscription with each publisher.

One subscription across publications was my preferred idea

I’d read a proposal to bring access together, a little like a shared music subscription service. I couldn’t remember the author’s name, but thought the idea made sense from my own perspective as a consumer.

I imagined dividing the payment according to what people read. I also said I didn’t have a full grasp of all the practical and competition-related issues.

My prices, proportions of readers and expectations in the video are examples and guesses from 2012. They don’t describe online newspapers’ current subscriptions or documented results.

Yes, I’d try online newspaper paywalls too

There’s lots of debate about paywalls, which several newspapers apparently want to introduce at roughly the same time. I start the video with a sarcastic remark about the Danish Competition Authority. I’m also outraged that commercial media companies receive taxpayers’ money while foreign owners can take money out of the business. I mention Mecom in England and Bonnier in Sweden.

But that isn’t really what I want to discuss here. Looking at it purely as a business, would I introduce payment if I were behind Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet or BT? My answer is an unqualified yes.

I don’t believe the prophets of doom saying everyone will simply go to the BBC or Danmarks Radio instead. In the long run, I expect many will end up paying. That’s my assessment in May 2012.

Don’t just ask people whether they’ll pay for something free

I think many surveys approach the question wrongly. If you ask whether people want to pay zero, DKK 25 or DKK 50 a month for something they’ve had for free, naturally they answer zero. They hope their answer will persuade the provider to keep it free.

So I think those questions can be useless. What’s interesting is behaviour when charging actually begins. You need to get started and see what happens. You’ll find more of my experiences of building a business in Iværksætter til jeg dør.

I expect newspapers will gradually restrict much more of their content. I even say that in a few years you won’t be able to read a single article at Politiken or Berlingske without paying somehow. That’s my very confident prediction back then, not an account of the later outcome.

Start with 20 free articles and watch the response

I think the gradual model Politiken seems to be considering is smart. Instead of shutting the lid completely at once, you can start with some free articles. I use the image of boiling a frog slowly: A sudden change can trigger anger and protest, while small changes can get people used to paying.

Let’s assume there are 20 free articles a month. I guess perhaps 95 per cent of readers wouldn’t reach the limit at all, while the five per cent most avid readers might also be the most willing to pay. Those are illustrative calculations, not measured proportions.

I shop around between media myself. I come across a Politiken article on Twitter, read something at Berlingske and drop by Børsen. Others find things through RSS and Facebook. I imagine many have that habit rather than only reading one newspaper.

Subscribers may feel they’re paying for the freeloaders

There’s also a sense of fairness. I start with a subscription costing around DKK 4,000 a year. Why should a subscriber pay if everyone else gets the content free on a good digital platform? I say the newspapers have pissed on their subscribers that way.

Perhaps some stop subscribing even though they like the newspaper and actually think the product is worth the money. What they dislike is the feeling of paying for those who contribute nothing.

I describe an experiment with two people and some money, but admit I don’t remember exactly how it was conducted. Imagine one person gets DKK 100 and can propose splitting it 50–50. If instead they propose DKK 80 for themselves and DKK 20 for the other person, the other can reject it so neither gets anything.

The fascinating thing is that people can turn down DKK 20 they wouldn’t otherwise have had to prevent an unfair distribution. I use the story to explain my thought about subscribers’ reactions. I don’t give a precise reference for the experiment.

I also draw a political parallel with the Karina debate of the time. I retell the outrage over someone receiving around DKK 16,000 a month while also being described as poor. I use the image of a new leather sofa as part of my polemic. That’s my portrayal in the 2012 debate, not evidence of that particular person’s finances or purchases.

The point is that people may react less to the size of the amount than to whether the distribution feels fair. So I imagine paywalls might also bring some core readers back. That won’t necessarily solve print newspapers’ decline, but might slow it.

Prices, article limits and advertising can be adjusted

I guess an initial payment model might cost Politiken three or four per cent of its readers or page views and provide a little new income. In my assessment, DKK 25, DKK 50 or DKK 100 a month from a few readers is peanuts for a big media company. In my polemical comparison, a couple of million a year amounts to a few expensive advertising salespeople.

But the intention may be to tighten the screw and learn from the response. First 20 free articles, then 18, perhaps ten later. At the same time, the price might rise slightly, for instance from DKK 25 to DKK 27 a month.

If you lose too many readers, you can go back to 15 articles and add extra ads to some of them. I mention a video ad for Danske Bank as a hypothetical example of something you have to watch before gaining access. There are lots of controls to adjust.

I expect they’ll try to get as many paying readers as possible while keeping as many eyes as possible for advertisers. And I think it can work.

A Spotify for newspapers would suit me better

I’ve read a very clever blog post with a proposal I agree with. Unfortunately, I can’t remember the author’s name. At the time, I pointed to one of the people I’d just started following on Twitter so others could find him.

The idea was for newspapers to join forces on something like Spotify. I don’t want to pay DKK 25 to Politiken, DKK 30 to Berlingske and DKK 20 to Børsen and manage all those little agreements. It’s too much hassle.

As a consumer, though, I could imagine paying DKK 100 or DKK 200 a month for unlimited access across publications. The money could be divided according to usage. If 30 per cent of my reading came from Berlingske, they could get 30 per cent of the payment, put simply.

I don’t know what the competition authorities would say or whether there are other problems I can’t foresee. I’m looking at the idea from the consumer’s side.

I’m a media consumer, not just one newspaper’s reader

It annoys me when a link from Twitter or an RSS feed lands on half an article at Børsen or a locked page at the New York Times. I also mention LinkedIn’s attempts to get users onto a professional profile. I know the irritation is intended to make me pay.

But I’m interested in many different things. I listen to P1 in the morning, perhaps P3 or P4 on the way home. I read Berlingske, Jyllands-Posten and Børsen. Sometimes I drop into BT to read a crazy story too, even though I poke a little fun at myself for it. I’m no better than most.

I want to pay fewer organisations, not twenty different ones. So I think newspapers should listen to the blogger’s proposal. Perhaps you can get people to pay DKK 199 a month for one combined subscription.

That still won’t rescue all the media companies’ finances. Around DKK 2,400 a year divided between many publishers is different from the DKK 4,000 one newspaper previously got from a subscriber. Something needs to happen with costs too.

Newspapers need to run a business like other companies

I’m harsh about media companies’ self-image. I criticise expensive addresses near Kongens Nytorv and Rådhuspladsen, taxis, high salaries, long holidays and other perks. Those are my broad, polemical descriptions, not an examination of every media company’s accounts.

It outrages me if the fourth estate sees itself as above ordinary business realities and expects the state to pay. I admit to feeling a touch of pleasure that reality is now catching up with newspapers too.

A newspaper is a fucking business, I say. At SPAMfighter, we’re not protected from competition on the world market either. I caricature a Chinese company with extremely low costs that can sell software for DKK 0.25, while I might need to charge $20 to make a business of it. It’s an imagined illustration of the competition independent businesses live with.

I also compare it with booksellers’ old argument that without their monopoly and around 40 per cent margin, authors would starve. I challenge that story and joke that some booksellers might just have to eat less caviar. My final point is that the debate also concerns profit and owners’ interests, not just protecting democracy.

Also read about the difference between free access and a paying audience.

Is it a good idea, how will it go, what’s their strategy… I’ll get into all of that, with a little "colourful language" thrown in 🙂 Best wishes, Martin

 

Comments

  1. Jeg tror de såkaldte journalister får sig en brat opvågning når det her bliver alvor … den kvalitet af artikler som de leverer idag er ihvertfald ikke noget jeg har tænkt mig at betale for. 80% af nyhederne er skrevet direkte af fra Reuters og resten er fyldt med stavefejl og dårlige journalistik.

    Jeg vil gerne betale for kvalitet, men så skal de kære aviser overbevise mig om at de har sadlet om og er begyndt at tage sig sammen FØR de kræver betaling … på samme måde som de kære politikere skal løse problemerne med offentlig transport FØR de lægger hindringer i vejen for den private.

    Dagsbladene er døende, og jeg syntes bare det her endnu engang beviser at de ikke magter at omstille sig, men det bliver da spændende at følge med i 🙂

  2. Jeg vil give Mikkel ret… Hvis det skal være betalings-nyheder, så skal de droppe de der copy Reuters nyheder, som det meste af online nyhederne består af. Og så skal der mere seriøs journalistik ind over… Ik det der sensations crap!

  3. Til Mikkel og Solbriller.
    Det er vel klart, at aviserne ikke lægger deres bedste materiale gratis online.
    Det bruger de selvfølgelig i det produkt, de får betaling for – nemlig papiravisen, som alt andet lige har en noget højere kvalitet end onlineversionerne.

  4. Jeannette: 2 ting … Hvis du har ret så er deres gratis materiales funktion at reklamere for det betalte, og i givet fald er det enormt dumt at bruge _så_ dårligt materiale … Jeg nægter simpelthen at tro på at det er med vilje!

    Dernæst: der findes mange bedre kilder der er gratis og altid har været det, og når dagbladende lukker for gratisterne så bliver der plads til nye gratis (reklame finansierede) spillere på markedet

  5. Jeg er enig med i at det er nødvendigt at tage penge for online nyheder og jeg håber at det Politiken gør vil medvirke til at aviserne overlever, for modsat dig Martin mener jeg at pressen spiller en stor rolle i demokratiet. Jeg abonnerer selv på Berlingske og kan se at de fleste historier starter i avisen. Det er en fødekæde fra dagbladene til de andre medier. Hvis aviserne forsvandt ville der ikke være nogen tilbage til at lave den dybdeborende journalistik som vi har så meget brug for og så ville vi ende som et 3. Verdens land

  6. Johannes, den er lidt for let…
    Det du siger, er at de få medier i Danmark, der får milliarder forærende hvert år af skattekronerne, er dem der er bedst til at levere godt indhold som sætter en dagsorden.

    Har du overvejet, at andre medier måske har svært ved at få en forretning til at hænge sammen, når de skal konkurrere med andre, der får skidtet betalt af staten?

    Som det er i dag, så holdes alle andre medier væk fra fadet og har ikke en chance for at lave indhold af god kvalitet.

    Så lad os starte med at fjerne deres sutteklud, så skal du se andre spændende medier, der også fint kan sætte en dagsorden, få nogle ordentlige rammer at arbejde med.

  7. Hej Martin. Jeg ved ikke om der er nogen sammenhæng mellem avisernes tilskud og deres evne til at lave dybdeborende journalistik. Jeg tror det ikke. Jeg tror mere det er en tradition og at mediet (papiret) giver bedre plads til fordybelse end fx skærmen. Det er selvfølgelig ikke fair at nogle medier får tilskud på bekostning af andre.

    Jeg håber bare at aviserne overlever. Ikke nødvendigvis på papir, men med de traditioner der er indenfor den gren af branchen.

  8. Hej igen. Jeg betaler 4.650 kr årligt for Berlingske. Hvis der ikke var tilskud ville det nok være dyrere. Det ville jeg nok også betale, men jeg synes egentlig ikke det er fair at jeg også betaler for alle dem der læser artiklerne gratis på nettet. De burde også betale noget, og derfor synes jeg det Politiken gør er godt. Lad os håbe det kan bane vejen for at andre medier (med eller uden papir) gør det samme.

  9. Johannes: Jeg syntes ikke det er fair at mine skattepenge bliver taget fra vigtige ting som f.eks. sunhedssektoren og uddanelsessystemet og givet i tilskud til at finansiere dine analoge nyheder bare fordi du er for til at gå på nettet og læse dine nyheder!

  10. Hej Mikkel. Nu ved jeg ikke helt hvad du beskylder mig for, for der er faldet et ord ud af dit indlæg, men nyheder er ikke gratis og sandheden er nok nærmere at jeg (og staten) betaler for at du kan læse dine nyheder på nettet. Jeg arbejder ikke inden for medieverdenen, men jeg vil tro at ca. 80% af alle nyheder blot er planket fra andre medier og kun ca. 20% er originale og min påstand er altså (som det fremgik af mit oprindelige indlæg) at det primært er aviserne som skaber nye nyheder, mens netmedierne nøjes med at planke andres nyheder, ofte uden at give det oprindelige medier.

  11. Jeg er ikke interesseret i "skabte" nyheder, jeg er interesseret i at vide hvad der sker ude i verden. Hvis du mener at din avis’ verdenssyn er fint for dig … så køb din avis, men tving ikke mig til at finansiere den.

    HVIS jeg alligevel bliver tvunget til at finansiere din miljøsvinende blæk-sprøjte, så er det ikke andet end rimeligt at du også tvinges til at finansiere mine miljøvenlige digitale nyheder, det sker ikke nu. Staten giver ikke støtte til digitale nyhedsmedier selvom det er mindst ligeså berettiget som støtten til de gamle grå mastodonter.

    Jeg glæder mig til den dag det bliver forbudt (eller ihvertfald enormt uøkonomisk) at trykke fysiske medier med så kort levetid som aviser har. Det kan (desværre) godt være det først sker når din generation er blevet spæret inde på plejehjemmet, but still, det er skæv fordeling af knappe resourcer.

  12. Det koster penge at lave godt indhold og jeg kan ikke lave dem på Amino, da jeg skal konkurrere med Berlingske, JP etc. som får i pose og sæk af staten. De får faktisk milliarder af kroner og jeg får intet.
    Jeg klager ikke over at jeg intet får, men at de andre får kassen, gør bare at jeg ikke kan drive en redaktion.

    Så igen, der er ikke noget mærkeligt i at aviserne sætter dagsordenen, for de bliver betalt for det af staten.