Mine børn går i amerikansk skole og min oplevelse er yderst positiv.
De formår at gøre børn frie, glade og kloge, samtidig med at de får et positivt indblik i “Science” og iværksætteri.
Skolen er meget anderledes fra det vi ser i Danmark og jeg tror vi kan lære noget.

Jeg er klar over at mine børns skole ikke repræsenterer alle amerikanske skoler og at jeg hverken er pædagog, lærer eller bare uddannet.
Dertil er mine kommentarer med karakterer m.m. min blotte mavefornemmelse, så læg ikke vægt på det.

Og her lidt stemningsvideo fra ungernes Shark Tank projekt:

De bedste hilsner

Martin

Lyt til Talkshow her:

Tryk play  

Download Talkshow her (MP3)

Lyt til Talkshow her:

Tryk play  

Download Talkshow her (MP3)

1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (6 lyttere har afgivet deres stemme)
Loading...
  • Christian Jessen 4. oktober 2011 at 14:41

    Syntes det er super fedt den måde du kan tage tingene så positivt, og finde stor inspiration i alle dine oplevelser. Det er en unik ting at man har muligheden for at se og få inspiration i andre lande og kulturer, og jeg tror det er noget mange flere danskere burde prøve.

    Derudover så lyder det som om du har fat i noget af det rigtige omkring skolen; og at det nok nærmere er ledelses-mæssige problemer der mange gange findes i de danske folkeskoler…

  • Jens Dalsgaard 4. oktober 2011 at 14:43

    Tillykke med børnene. Jeg sunes at det er rigtig godt at der også bliver delt awards ud for evner der ikke er direkte boglige. Det giver alle mulighed for at deltage, og virker motiverende.

    Hvis det derimod kun var for den der kunne læse mest eller regne, ville de være de samme igen og igen, og det ville ikke virke.

    Ledelse og motivation gælder alle steder, så hvorfor skule det ikke være to af de vigtigste elementer i den danske folkeskole?

    Min datters skole er heldig og har en rektor, der er meget synlig, på den fede måde.

  • Bent Andersen 4. oktober 2011 at 15:09

    Super inspirerende video der bør ses af alle lærer og skoleledere (og erhvervsledere). Jeg er helt enig med dig i at det ikke bare er flere penge der løser problemerne. For pokker, vi har verdens dyreste skolesystem. Det handler meget mere om inspiration, motivation og engagement.

    Det var også rart at se stoltheden lyse ud at dit ansigt når du omtalte din dygtige unger, og sjovt at se hvor håbløs og irriterende sådan en far med en Iphone er. De blikke er vist universelle 🙂

  • Kristian Lemme 4. oktober 2011 at 15:19

    Super fedt Martin.

    Kræver en kæmpe ændring i hele vores samfund og en kultur ændring. Men det ville være så sundt!

    Håber denne bliver spredt godt rundt, så den kan nå vores politikere i disse tider hvor ting bliver forandret.

    Mange hilsner
    Kristian

  • Jette Horn 4. oktober 2011 at 15:31

    Hej Martin. Jeg talte med en sydafrikansk dame i aftes som arbejder for Unicef.. Hun er helt vild med New York, og vi talte faktisk om forskellen på det at gå i skole her i DK og i Usa… Klart som du siger der er formentligt forskel på skoler… Men det du fortæller her, kan jeg kun bifalde.. 😉 tak for dine super gode vidoer…. kom så ind i folketinget med dig.. 😉 De bedste hilsner Jette..

  • Mads Gorm Larsen 4. oktober 2011 at 16:47

    Tak for interessant video – nu går det jo ikke så godt for den amerikanske økonomi, det kunne være interessant at hører dit bud på, hvorfor det ikke går så godt, og det bud på om der er noget i det amerikanske uddannelsessystem man kunne ændre for at klarer sig bedre. Bare et forslag til en senere video.

  • Lars Skou 4. oktober 2011 at 17:13

    Det er dejligt, at der er en positiv tilgang til det med at ville gøre skolen bedre.
    Jeg synes dog det kunne være super godt, at der kom lidt fakta og tal på bordet; Martin. Du siger, at du ikke er gået i detaljer men at det virker som om der ikke er flere penge end i en dansk folkeskole. Det synes jeg er et meget, meget tyndt grundlag til på den måde at hudflette en skole, der er presset på rigtig mange måder. At den danske folkeskole kan gøre det bedre, det kan du sikkert have ret i, men det ville da være klædeligt at komme med nogle fakta at hænge din hat på.
    Der er en del detaljer i det du siger som man hører alt for ofte omkring nogle fordomme mange mennesker har omkring, hvad der skaber en god undervisning. Efter min mening er der rigtig mange mennesker, der skulle tage og anerkende, at lærere generelt er dygtige mennesker, der har specialiseret sig i et område og på den måde erhvervet sig nogle kompetencer. Så ville der ske ting og sager i den danske folkeskole.

    Du skriver i overskriften, at man kan forbedre folkeskolen gratis og nævner så som noget af det første, at du ikke har sat dig ind i budgetter… Det er vist ikke noget, der scorer ret højt i en test…
    Lad os da få de tal på bordet – hvad koster dine børns skole og hvad koster et barn i en dansk folkeskole. Så kan vi da komme lidt videre end de samme floskler som de fleste danskere med glæde hælder ud over alle der gider høre på det.
    Du har mangler at sansynliggøre, at alt det her er gratis for den danske skole.
    Det er min opfattelse at den danske folkeskole er smaskfyldt med personale og forældre der samarbejder om den bedste skolegang inden for de givne rammer. Ja, der findes mange motiverede lærere, der har en god leder og gider at give den en skalle med en masse passion.
    Jeg fatter ikke, at du antyder det modsatte.

  • Thorborg 4. oktober 2011 at 20:51

    @Christian, Tak for rosen, jeg hygger mig ved at observere og lave lidt video 🙂

    @Jens, dejligt at dine børns skolde fungerer godt, det tror jeg den gør mange steder 🙂

    @Bent, He he ja hun blev irriteret på sin far og det forstår jeg godt 🙂

    @Kristian, ja men jeg tror vi er på vej og jeg håber bare at jeg kan hjælpe lidt til her!

    @Jette, Folketinger er ikke noget for mig og omvendt, jeg er ikke kvik nok og kan ikke sidde stille.

    @Mads, mit bud er at der er for meget grådighed i toppen af USA. Wallstreet styrer USA sammen med div. lobbyer. Basalt mener jeg at nogle få mennesker har delt USA mellem sig og det kan skolesystemet ikke ændre på desværre. USA er bestemt ikke noget land generelt at stræbe efter!

    @Lars, så teoretisk er jeg slet ikke og derfor tager jeg div. forbehold. Jeg observerer og prøver at formidle.
    Men der er ingen tvivl om at amerikanere er mere entreprenante og jeg tror en del af årsagen er folkeskolen. Og det er det jeg prøver at anskueliggøre i denne video. Så nej, jeg gider ikke at undersøge noget med facts, det er ikke mig. Det må andre rode med. Jeg har blot lavet lidt inspiration til almen gratis benyttelse, uden andre bagtanker end at hjælpe. Og ja, vi gør det godt i Danmark på mange punkter, men her mener jeg vi kan blive bedre.

    De bedste hilsner

    Martin

  • Bruno 4. oktober 2011 at 21:57

    Det er dejligt, at der er en positiv tilgang til det med at ville gøre skolen bedre.
    Jeg synes dog det kunne være super godt, at der kom lidt fakta og tal på bordet; Martin. Du siger, at du ikke er gået i detaljer men at det virker som om der ikke er flere penge end i en dansk folkeskole. Det synes jeg er et meget, meget tyndt grundlag til på den måde at hudflette en skole, der er presset på rigtig mange måder. At den danske folkeskole kan gøre det bedre, det kan du sikkert have ret i, men det ville da være klædeligt at komme med nogle fakta at hænge din hat på.
    Der er en del detaljer i det du siger som man hører alt for ofte omkring nogle fordomme mange mennesker har omkring, hvad der skaber en god undervisning. Efter min mening er der rigtig mange mennesker, der skulle tage og anerkende, at lærere generelt er dygtige mennesker, der har specialiseret sig i et område og på den måde erhvervet sig nogle kompetencer. Så ville der ske ting og sager i den danske folkeskole.

    +1

  • Morten 5. oktober 2011 at 01:16

    Super godt indslag, jeg kan kun være enig og videoen er hermed delt.

  • Lars Skou 5. oktober 2011 at 01:56

    Bare ok, Martin. Du behøver ikke være en skid teoretisk for at udtale dig. Det gør bare, at din overskrift er lig nul værd. Du siger det er gratis, men aner ikke om det er gratis. Synd, for jeg er sikker på dine intentioner er fine nok, sådan lyder det i hvert fald. Jeg synes vi skal give den danske folkeskole en award fordi den er så god som den er på trods af de forhold den har. Det må være det helt rigtige, som jeg forstår det. Med de forhold som en privat skole i USA har, så er jeg sikker på, at en dansk skole kunne gøre det mindst lige så godt som en amerikansk.
    Men det er jo bare noget jeg siger uden at vide noget om hvad det koster…
    😉

  • Thorborg 5. oktober 2011 at 06:02

    Lars, du må være prototypen på en akademisk morakker 😉
    Jeg har drevet forretning i 20 år og jeg ved sgu godt hvad ting koster, uden at lave en 40 siders analyse og jeg kan også godt se når noget er bedre end andet.

    Vi har alt for få iværksættere i Danmark og vores folkeskole er for ringe, det kan man læse i en hver avis så tit man gider og det behøver jeg ikke lave en rapport for at forstå.

    Men lad os da være tilfredse med vores middelmådige system og så leve med at vores velfærd forsvinder.

    Og ja, der er masser af lærere i folkeskolen der gør det pisse godt, men hvad hjælper det når de “uddanner” alt for få iværksættere og innovative elever?

  • Thorborg 5. oktober 2011 at 06:43

    @Bruno, det jeg anfægter er nok mere den overordnede måde at undervise på.
    Vi har brug for flere iværksættere og innovative mennesker og det ser jeg ikke den danske folkeskole gøre særligt godt. Det ærgrer mig, for det betyder at Danmarks sakker agter ud og det er jo ikke noget vi bare skal acceptere.

    Derfor kigger jeg på hvad jeg mener man gør godt andre steder og det jer ser, det laver jeg video om.
    Jeg har ingen anden agenda end at hjælpe og jeg hverken kan, gider eller skal fremskaffe dokumentation eller fakta, det må de lærde mennesker om.

    Så se det som et tag selv bord, noget kan bruges, noget kan ikke bruges, men ideerne er der, så må samfundet tage dem eller lade være.

    Sådan er præmissen også for alle mine andre videoer. Hvis jeg hver gang jeg fik en god ide, eller fandt en sjov gimmick, skulle lave et studie ud i om det virkelig var bedre, så var der ingen videoer fra min side.

    Slutteligt, så er det ingen kritik af folkeskolen, for mange gør det godt. Men hvorfor være tilfreds med godt, hvis det kan blive super?

    De bedste hilsner

    Martin

  • Kristian 5. oktober 2011 at 06:59

    Da jeg boede i USA, kan jeg huske jeg hørte om et college, der i nogle forskellige perioder uddelte en Mustang til eleven med mindst fravær, største fremgang osv. Altså ikke nødvendigvis de med højeste karakterer, men den bedste fremgang, både i fravær, arbejdsindsats osv.

    Det havde gjort fravær et stort set ukendt fænomen, og hævet niveauet drastisk på hele College. Når bilen så skulle uddeles, lavede man en event ud af det. Jeg kender ikke systemet de brugte i detaljer, men synes det er en genial måde, at belønne fremgang på flere områder frem for bare på karakterer. En Mustang er da en ok gulerod til at gøre lidt ekstra 🙂

  • Mads Mellergaard Baldersø 5. oktober 2011 at 07:55

    Hej Martin

    Du rammer lige plet med denne video, og uden at være teoretiker eller have noget som helst at have det i (andet end mine egne observationer) så tror jeg en Dansk folkeskole har samme eller måske endda flere penge at gøre med end en Amerikansk privatskole!

    Selv er jeg én af dem der fik 10, 11 og 13 taller i både folkeskolen og efterfølgende handelsskolen, men som alligevel kom ud og knap bestod med et snit lige over de 6, fordi jeg kedede mig. Jeg kedede mig bravt fordi der hele tiden (for 12 år siden skal de lige siges) var fokus på middelgruppen og dem der haltede bagefter skulle trækkes med op. Derfor begyndte jeg at lave ballade og langsomt degenerere fordi der ikke var noget der trak mig op eller inspirerede mig til at yde en ekstra indsats. Med andre ord blev de andre trukket op og jeg blev trukket ned.

    Men i slående relation til din video her, blev vores netop nyudnævnte statsminister (gud bedre det) Helle Thorning i går, spurgt TO gange i træk af TV-avisens Kim Bildsøe Lassen om “Hvad skal Danmark leve af i fremtiden” – hvortil Helle begge gangene svarede diffust og udenom på spørgsmålet, med at “Vi alle sammen skulle bidrage mere til statskassen” og “Alle lønmodtagere skulle arbejde hårdere og flere skulle i arbejde”…

    Helle -> Hvor skal arbejdspladserne til dine lønmodtagere komme fra?
    Helle -> Hvor skal bidraget til statskassen komme fra hvis vi ikke får flere entreprenører og selvstændige der kan se en idé i at arbejde 80-90 timer om ugen?
    Helle -> Hvem vil yde en ekstra indsats blot for at blive brandbeskattet fuldstændig uhæmmet af det?

    Hvis man ikke vil uddanne entreprenører til at SKABE arbejdspladser og hente valutakroner ind i landet, så bliver kagen aldrig større og vores velfærdssamfund vil langsomt forsvinde. Hvis man ikke vil lære børn allerede i folkeskolen at de skal tage chancer, skabe virksomheder og finde på interessante idéer, så sker der jo ingenting.

    Hvis man har så stor berøringsangst overfor karakterer og tests, så skulle man da både i det offentlige og private afskaffe ansættelsessamtaler, CV og ansøgninger – for hvis dét ikke er os voksne menneskers virkelige test her i livet, hvad er det så? Der er da ikke noget tidspunkt her i livet vi bliver målt mere på, end når vi har forladt skolen og skal påbegynde det “virkelige” liv, hvor vi bliver målt og vejet på alt – i jobbet, i banken og i parforholdet.

    Stort 12-tal til dig for denne video Martin ;o)

  • Lars Skou 5. oktober 2011 at 11:29

    Martin, du skal være velkommen til at kalde mig lige hvad du har lyst til. Det at du er en dygtig forretningsmand ændrer dog ikke ved det faktum, at du ikke dokumenterer din påstand om, at det er gratis at forbedre den danske folkeskole.

    Jeg tror du tager fejl.

    Der er heller ikke skyggen af “bevis” i det du siger på videoen for at folkeskolen har noget som helst at gøre med at der er for få iværksættere. Det er en skam, for dermed bliver din video væsentlig mindre interessant.
    Og hvis jeg må være så fri, så ligger den noget under dit sædvanlige niveau, da du af og til kommer med et guldkorn eller to.
    ( Læg venligst mærke til, at jeg ikke her fortæller om jeg er tilfreds med middelmådighed. Det er motiver du spekulerer i helt for egen regning.)

  • Karsten Krabbe 5. oktober 2011 at 12:13

    Den danske folkeskole er i de sidste mange år blevet ødelagt af Pisa-fantasierne! Alt skal gøres op i karakterer og skrives ned og rapporteres. Det kan jo i grunden være meget godt. Men i praksis er de det slet ikke.

    Problemet er: Folkeskolen er en ren teoretisk fikseret skole, hvor ganske almindelige børn og unge tvinges til at sidde og lytte på ligegyldig viden! Alle de “andre ting” såsom kreativitet, udforskning og bevægelse er der skåret ned på.

    Derfor er der mange børn, der lider nederlag: De bliver tvunget ud i passivitet. Mens de i virkeligheden har brug for at være aktive, synge, lege og bevæge sig.

    Jeg har aldrig været i USA. Men mit indtryk af amerikanere er, at de er meget åbne og imødekommende. Og det er i hvert fald noget vi som danskere kunne lære meget af: At stole så meget på os selv, at vi kan møde Verden med åbne arme. Og det starter med at børnene lærer at stole på sig selv og være stolte af de evner, som de nu er født med..

  • Jette Horn 5. oktober 2011 at 13:08

    Jeg har valgt at lade min datter på 13 gå i privatskole. En privatskole hvor der lægges vægt på kunst, teater og musik. Som kunstner og kunstterapeut, er jeg i allerhøjeste grad fortaler for at der åbnes op for den kreative side… den selvsamme kreative side øger evnen til at være innovativ vil jeg mene. Hun har gået i en almindelig folkeskole, jeg var ikke tilfreds ej heller var hun, dermed ikke sagt at alle folkeskoler er ens, absolut ikke. Der er mange elever i klasserne, larm på gangene, som jeg så det, nul respekt for mange af lærerne… og ingen særlig konsekvens af handling. Lærerne som jeg så det var stressede, og havde også deres holdninger om hvad der var bedst, det “normale”, forventede, passen ind i kasser.. i den skole.. Igen ikke nødvendigvis ens i alle skoler. Jeg har været vidne til lærere som ikke kan styrer ungerne, de har simpelthen ligefrem opgivet at undervise… mon det virker?
    Den privatskole som min datter nu bliver undervist er god for en stund… et par år, hvor hun får lært sig at være mere fri, lærer sig at overskride nogle grænser, få lært sig at bruge sin fantasi, og at det bliver velmodtaget… gør håber jeg at hun får rigtig god gavn af det på længere sigt. Jeg vil formentligt skifte igen, tror jeg… Hun er intelligent, rigtig dygtig, og det vil måske være en fordel at kaste sig lidt mere ihærdigt over bøgerne på et tidspunkt. Jeg er tilfhænger af rollemodeller som fungerer, som Martin nævner det… ansvar, respekt og motivation samt inspiration…
    Martin er knalddygtig, han er motiverende og inspirerende… han giver fra sig, og som han selv er inde på… take it or leave it… Dermed ikke sagt at der ikke kan være plads til uenighed… 😉

  • Thorborg 5. oktober 2011 at 13:09

    @Lars, det jeg laver er blot inspiration til andre mennesker og hvis du er så glad for at dokumentere ting, så dokumenter da at jeg tager fejl. Hvad angår kvaliteten af videoen, så er den på Youtube en af dem jeg har lavet der har fået flest positive tilkendegivelser. Men lad det ligge, du har åbenbart nogle forventninger til mig, som jeg ikke kan indfri og længere er den ikke.

    @Karsten, jeg er helt enig. De test de laver i mine børns skole, følges med det samme op af handlig og fordi der er så mange små test, så tager det ikke lang tid og er en integreret del af undervisningen.

    De bedste hilsner

    Martin

  • Lars Skou 5. oktober 2011 at 14:41

    Martin, jeg tror godt du er klar over, at jeg ikke har en chance for at vide hvad en privat skole i Delray Beach koster og derfor ikke kan lave en sammenligning. Til brug for en evt sammenligning er udgifterne i de seneste 8 år pr barn/år i folkeskolen faldet med omkring 850,- . Det ser du lige her: http://www.folkeskolen.dk/ObjectOtherShowExtra.aspx?objectId=68301
    Fra kr. 60.500,- til 59.652,-
    Jeg er ikke specielt glad for at dokumentere ting, sådan som du antyder, men det må da være i din interesse at vise, at det du påstår også holder vand. Og når nu tallene ikke ligefrem er gemt væk i 40 siders rapport, men ligger frit fremme.
    Jeg er spændt på at se, om det er omtrent samme udgiftsniveau.

  • Thomas Risvig 5. oktober 2011 at 14:43

    Lars Skou…dårlig karma.

    Man kan sagtens motiverer eleverne uden det skal koste en øre. En lille ting som Martin siger “skolelederen står klar om morgenen og siger go morgen” Det er intet mindre end GENIALT. Det koster kun 10-15 minutter hver dag. Tænk på hvor meget det motivere eleverne. Det er der det hele starter.
    Tak for endnu en super inspirerende video.
    vh Thomas

  • Lars Skou 5. oktober 2011 at 14:58

    Thomas Risvig, hvad mener du lige er dårlig karma? At jeg er uenig? Fred med det. Jeg synes det er glimrende idéer til bedre oplevelser i skolen. ( Ganske som jeg har givet udtryk for på denne side. Det er ikke sikkert du har set.)
    Thomas, ved du rent faktisk om det er gratis, eller er det bare noget du gætter på? Jeg tror der er en del skoleledere, der gerne ville have både tiden og overskuddet til at byde elever og lærere velkommen hver morgen. Men at det er gratis?? Det holder bare ikke.

  • Thomas Risvig 5. oktober 2011 at 15:47

    Hej Lars, for mig er dårlig karma når man kun vil være uenig kun for uenighedens skyld. Prøv at gå med og ha en positiv indstilling fra start. Det er den vej vi skal. Det skylder vi også at vise vores børn, for de spejler sig i os.

    Hvis din hjerne er tunet ind på iværksætteri og entreprenør-skab i det daglige, så tænker du på at investere. Ikke kun arbejdsrelateret men også som nu i skoler. Der mener jeg at mange skoleledere mangler den tankegang. De har ikke den tankegang som mange af os der er iværksættere. De ser ikke muligheden af at en lille investering som f.eks at stå ved indgangen om morgenen vil gi et stort afkast på lang sigt.

    Jeg har en datter på 20 år og en søn på 7 år så jeg har været hele “møllen” igennem med den første som nu er student. Jeg har/er været forældrerepresentant igennem alle klasser og ved hvor svært det er at trænge igennem/præge en skole.

  • Lars Skou 5. oktober 2011 at 16:14

    Thomas; jamen så HAR du jo læst, at jeg er helt enig i, at der er mange ting der skal og kan gøres bedre i den danske skole. Og med din “forældrebaggrund” og oplevelse så må du vel have en eller anden form for forståelse for at det godtnok ikke må være nemt for de engagerede mennesker henne i skolen, der hver dag prøver at gøre en forskel – bare fordi de synes børnene fortjener det. Det skal bare ses i lyset af, at besparelserne gennem de seneste 8 år har været massive. Det er det, som det danske samfund har bestemt. I mit tidligere indlæg skrev jeg at prisen for skolegang er faldet med kr. 850,- pr barn/år de seneste 8 år. Tjekker man for inflation ville det svare til, at man i dag skulle bruge kr. 70 662,- pr barn/år i dag. Udgiften var sidste år kr. 59 652,- pr barn/år. Det er fakta og det er ikke fordi jeg vil være uenig for uenighedens skyld. Men jeg bliver forarget når man så skal læse at: “Hvor er det bare nemt at gøre det bedre henne i skolen og gratis” Det er – for nu at bruge et almindeligt kendt udtryk – noget pis. Og så synes jeg, at ungerne, de mange engagerede lærere og skoleledere fortjener bedre. Hvad synes du? Eller vil du nu ikke være uenig med mig??
    ( Jeg er ret overbevist om, at du i din tid som forældrerepræsentant er stødt ind i økonomi mere end en enkelt gang…) Tag nu ikke fejl. Jeg vil skolen og ungerne det godt.

  • Thorborg 5. oktober 2011 at 20:17

    Lars, jeg har aldrig sagt det er let, jeg har sagt at det er gratis.
    Og med det mener jeg, at de ideer jeg kommer med, ikke er bygget på at samfundet skal bruge en masse penge ekstra på skolen. (Hvad de for min skyld fint kunne gøre, hvis det giver mening)
    Min ide med videoen er at inspirere skolerne til at gøre det endnu bedre og ved at påpege hvad man kan gøre gratis, håber jeg at få ørenlyd, hvor alle andre råber på flere penge.

    Men igen, du har helt misforstået præmissen for mine videoer. Jeg laver et gratis stykke arbejde med at motivere og inspirere andre mennesker, jeg er ikke embedsmand og kunne ikke drømme om at bruge 5 sek. på at finde dokumentation på noget som helst. Det må stempelskubberne (Læs Djøferne) gøre 😉

    Kan folk ikke leve med præmissen, så kan de høre P3 eller gøre noget andet efter behag…

    Men tak for dine input.

    De bedste hilsner

    Martin

  • Karsten Krabbe 6. oktober 2011 at 03:30

    Jeg har oplevet en skole (1973), hvor inspektøren stod udenfor skolen og ventede – ikke på børnene. Men for at se om lærerne kom for sent! Samme inspektør tog også runder på gangene og kiggede ind ad de små vinduer for at se om der var ro i klassen..
    – Jeg har ikke senere mødt inspektører, der delte denne opfattelse.
    Andre steder har man en tradition med, at inspektøren går rundt og siger tillykke til de børn, der har fødselsdag.

    Jeg synes det er fint, hvis inspektøren tager mod børn og forældre hver morgen. Men jeg tror også, at det er tilstrækkeligt, hvis inspektøren og souschefen er synlige i hverdagen og viser deres interesse for børnene.

  • Jesper Poulsen 6. oktober 2011 at 09:56

    Kære Martin!

    Tak for endnu en god og engageret video fra din side! Jeg bor i New York sammen med min kone og vores treårige datter, og jeg har nøjagtig den samme opfattelse af det amerikanske skolesystem, som du har. Nøgleordene er helt klart engagement og motivation og det gennemsyrer hele dagligdagen – hver dag! – både der, hvor min datter går i day-care og den privatskole, hvor min kone arbejder som lærer.

    På privatskolen er der hver morgen fællesmøde med sang, et kort indlæg fra rektor og en elev, og man ønsker hinaden en god dag. Amerikanerne er jo kendt for deres tro på egne evner, og det er formentlig noget som bliver grundlagt i skolen. Hele tiden bliver børnene opmuntret, hele tiden bliver de mindet om at tro på egne evner, og hele tiden bliver de belønnet for deres gode resultater – både de teoretiske, de sociale, de kreative, de musiske eller de fysiske – eller for deres gode opførelse. Alle har muligheden for at gøre sig gældende på et eller flere områder, og amerikanerne forstår virkelig at “hylde deres helte”. Ligesom der øjeblikkelig er besked til forældrene, hvis “noget er, som det ikke skal være”, og så forventes det at forældrene tager action.

    Science er helt klart en stor ting, og børnen er ude stort set hver dag uanset vejret. Der bliver bygget ting, undersøgt ting, kigget på ting i mikroskop og hele tiden forsøger man at gøre læring til noget sjovt eller at lære gennem leg.

    I min datters day-care er der en ugentlig udflugt til f.eks. WholeFoods, hvor de lærer om fødevarer og hvor de kommer fra, de besøger en lokal politistation eller brandstation, de tager til den lokale Petco og køber en guldfisk , som de på demokratisk vis giver et navn, eller de tager et smut til Barnes & Noble og læser i bøger. De motiverende lærer forsøger hele tiden at engagere børnene i tegning, sang, læsning og dans og inden man har set sig om, så synes din lille datter, at det er smaddersjovt at synge alfabetet, hun kan nævne navnet på 20 forskellige grøntsager og hun kan sagtens findet 8-tallet i vores elevator fordi de leger med tal i klassen.

    Generelt oplever jeg også et rigtig stort engagement fra forældrenes side, og der er en god dialog mellem skole og forældre. Der er typisk mulighed for at besøge skolen én gang om måneden f.eks. fordi skolen har arrangeret et foredrag, Halloweenfest, markedsdag eller lignende social aktivitet. Derudover er der forældremøde tre gange om året.

    USA er et fedt land, selvom der også er mange mange ting ved det amerikanske samfund og amerikanerne generelt, som driver mig til vanvid. Naturligvis er der også folkeskoler her i New York, som har et noget blakket ry for at sige det pænt, så det er naturligvis ikke alle skoler, der er tip top og græsset er jo ikke altid grønnere på den anden side. Men generelt set er det min oplevelse, at de amerikanske skoler er de danske skoler overlegne primært på grund af engagement og motivation fra lærer, forældre og børn. Jeg tror, at man på den konto får mere interesserede og velbalancerede individer end man gør i Danmark. Individer, som er klar til at erobre verden 🙂

    KH Jesper

  • Lars Skou 6. oktober 2011 at 10:44

    Jesper, det lyder som en rigtig god skole, din kone er lærer på og din datters daycare lyder også som en rigtig god måde at gøre din datter parat til et godt og fornuftigt skoleliv. Jeg ved ikke om du har fulgt noget af det jeg skrev tidligere, men jeg holder med både dig, Thomas og Martin. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme i nærheden af at finde ud af, om man på nogen måde kan sammenligne en amerikansk privatskole med en dansk folkeskole – giver det nogen mening. Det er to vidt forskellige størrelser med vidt forskellige baggrunde.
    Et eksempel: I 2002 var jeg lærer på en stor folkeskole i et kvarter som må betegnes som velstillet i en større dansk provinsby. Jeg var bl.a. matematiklærer for en 5. klasse og vi havde gennem nogen tid kæmpet for at komme ud af huset. Det var ikke den nemmeste sag i verden, men efter noget tid brugte vi en eftermiddag i offentlig transport til Løkken for at se hvordan man laver bolcher. Det var en ud af to ture det år. Den anden tur var på cykel, for det kostede ikke noget..
    Det var som nævnt i 2002 og i perioden siden er beløbet til børn i folkeskolen så skåret ned med omkring 9000,-
    Alle de positive ting i de amerikanske privatskoler – ja tak, det vil vi sørme gerne have i de danske folkeskoler, jo før jo bedre.

    Min erfaring med amerikanske skoler rækker desværre ikke til de private skoler. For en del år siden var jeg med en bekendt på arbejde. Han var lærer i en public school i Bronx og boede en time nordpå. Han var en engageret og dygtig lærer. Han nævnte bagefter, at den 5. klasse han og jeg havde tilbragt dagen sammen med næste år ville blive splittet noget. Nogle af pigerne ville skulle på barsel og nogle af drengene ville komme i problemer på grund af banderelaterede aktiviteter. Det er mere end 24 år siden.
    En ting kan vi vist hurtigt blive enige om. Det giver ingen mening at sammenligne skoler i USA med hinanden og heller ikke at sammenligne med danske skoler. Det virker som om både du og Martin er meget bevidste om, at Jeres børn skal have det bedste. Det tager jeg hatten af for og noterer mig så, at I begge har valgt løsninger, der er private.

    Min påstand er dog: om man vil det eller ej, så spiller økonomi en kæmpe rolle og skolers budgetter kan sagtens blive barberet alt alt for hårdt. Jeg synes at, når man siger at den danske folkeskole kan blive bedre hvis lærerne bare gider, det kan hurtigt opfattes som en hån mod det meste af den danske lærerstand.
    Gad vide – i øvrigt – hvad skoleverdenen ville sige til denne video? Jeg vil da foreslå at sende den til http://www.folkeskolen.dk 😉 Det ville da være et relevant sted.

  • Jesper Poulsen 6. oktober 2011 at 15:40

    Kære Lars,

    Jeg har med interesse læst mig igennem debattråden inden jeg sendte mit indlæg, og jeg takker mange gange for din gode feedback. Umiddelbart mener jeg godt, at man kan sammenligne en amerikansk privatskole med en dansk folkeskole, idet den største forskel er kulturel mere end den er økonomisk.

    Jeg tror essesen i Martins video – og i hvertfald i mit indlæg – er, at amerikarne har en smittende entusiasme og engagement, som jeg ikke har set i Danmark (og heller ikke i Østrig, hvor jeg i sin tid har gået i skole i fire år). Jeg tror, at det hænger sammen med at man har et andet livssyn her, end man har i Danmark, hvor man her i USA fejrer og opmuntrer børn til at være gode til et eller andet. Om det så er matematik, engelsk, fodbold, sang, musical, teater, dans, god og omsorgsfuld ven eller den, som sammen med far og mor lavede den bedste pumpkin pie. Børn opmuntres i skolen til at tro på sig selv og til at dyrke deres stærke sider, hvad de så end måtte være. Troen på, at alle indeholder et eller andet unikt, er stærk og den bliver fremelsket i børnene.

    De positive ting, som findes i de amerikanske privatskoler, findes i høj grad også i de amerikanske folkeskoler (i hvertfald dem, som jeg kender med børn i public schools her i New York og New Jersey) og det lyder også til, at din bekendte i Bronx er dygtig og engageret, selvom han arbejder på en skole for mindre velstillede børn. Privatskoler her i New York koster kassen på grund af prestige, på grund af beliggenhed (udsigt over Central Park) og på grund af tidligere og nuværende elever (børn af superstjerner, præsidenter etc. :-)), og ikke på grund af lærernes engagement. Den får du nemlig også i deres public schools, og jeg tror derfor godt at man kan sammenligne privatskolerne med folkeskolerne.

    For mig at se så handler det mere om ledelse end om budgetter. Og det handler om at se muligheder frem for begrænsninger. At få det bedste ud af situationen og tage ansvar frem for at bebrejde de hullede sofaer i kantinen eller de nedslidte bøger i klasseværelset. Jeg kender ikke Martin personligt, men mon ikke han er kommet rigtig langt på hans karisma og engagement og mon ikke det forplantede sig ned igennem hans virksomheder? Derfor… rektor… ud på trappen og hils på dit personale og dine elever! Det koster altså ikke alverden, men det sender et uvurdeligt signal 🙂

    /Jesper

    PS. Der er ingen offentlig day-care her i New York (og vist i det hele taget ikke i USA?). Man har derfor valget mellem at være hjemme med barnet indtil skolealderen (4-5 år), at lade barnet passe af en nanny eller at have barnet i en privat day-care. Det er derfor mest af nød, at vores datter er i privat day-care, og ikke en prioritering af det private over det offentlige. Når hun når skolealderen satser vi på, at hun kommer i en public school. Dem er der heldigvis mange gode af her på Upper West Side, så det er jeg meget tryg ved 🙂

    PPS. Jeg brænder meget for dette emne (det gør de fleste forældre nok), og jeg kunne skrive i timevis, hvis jeg havde muligheden. Det har jeg desværre ikke, så det er derfor meget begrænset, hvad jeg yderligere kan bidrage med til denne debat.

  • Thorborg 6. oktober 2011 at 16:04

    Super input Jesper, du rammer hovedet på sømmet!

    De bedste hilsner

    Martin

  • Jesper Poulsen 6. oktober 2011 at 22:43

    Tak, Martin – og lige over! By the way… jeg deler til fulde din begejstring for WholeFoods 🙂

  • Kristoffer Hjerrild 7. oktober 2011 at 11:11

    Rigtig interessant. Fx bliver jeg træt af at høre på politikerne når de siger de lige skal bruge en masse mia på nyt undervisningsmateriale, laptops til alle osv. Er det utænkeligt at man kan gøre tingene mere effektivt i stedet for at bruge og bruge hele tiden ? 🙂

  • Karsten Krabbe 7. oktober 2011 at 13:40

    @Kristoffer Hjerrild:
    Det ‘sjove’ er, at der er sparet på de aktiviteter, som er næsten gratis! De aktiviteter som engagerer børn og unge mest er skåret væk. Sang, gymnastik, leg, kreative aktiviteter, skolehaver, skille ting ad, sætte ting sammen. – Det koster jo ikke noget, men de kan være med til at udvikle børnenes nysgerrighed og udvikling.

    Der er nu flere skoler og institutioner som prøver at vække de unges interesser for det naturfaglige område. Så det er en udvikling som ER i gang.

    Selvfølgelig skal skolerne også følge den tekniske udvikling, f.eks. mht. Smartboards og laptops i undervisningen..

  • Thomas Juul 22. oktober 2011 at 15:21

    Jeg arbejder selv på en international skole i det midtjyske der underviser ud fra den engelske Cambridge model – og her ser jeg mange af de positive sammenligningspunkter som du ser.
    Jeg er begejstret for den professionelle tilgang til opgaven hvor eleverne helt klart får en oplevelse af at de er i gang med en uddannelse og det er work – no play.
    Jeg ser helt klart at fraværet af autoriteter i den danske skole er et kæmpe problem hvor lærerne hellere vil være venner end trænere for eleverne.

    IT og kommunikation
    Samtidigt ser jeg dog også et fælles problem når det kommer til professionel ledelse og forståelse for at skabe medarbejdere til fremtiden, specielt når det kommer til IT og kommunikation. Her ser jeg desværre ofte at de fleste uddannelsesenstutioner stadig ikke har fattet at det er en side af samme mønt når det kommer til at skabe og samarbejde i den virkelige verden.
    Hvordan ser det ud med det i US?

    Godt indspark og god debat, tak.

  • Simon Østergaard Kristensen 1. november 2011 at 03:10

    VI kan lære meget af andre lande, men når det er sagt så er vi på mange punkter foran USA. Fx. det at det stille og rolig er ved at gå fra programmeret læring til tilegnelse. Det at der ikke er et svar i matematik – men at man ved hjælp af sin egen udviklede process til at finde “svaret” – lærer langt mere end ved at blive fortalt hvilken måde man skal gøre det på. Dette skulle gerne komme i langt større grad med de lærerstuderende, som er på vej ud nu. Dette er efter min mening noget af det vigtigste, da det er med til at vi kan skabe den kreative tilgang.

    Jeg vil anbefale jer med interesse i ændring af uddannelsessytemet af se denne film. Den er super interessant, og sætter bl.a. spørgsmål ved om vi egentlig er med til at ødelægge børns kreativitet med vores uddannelsessystem.

    http://simonoestergaard.dk/archives/51

  • Skriv en kommentar