Om

Martin Thorborg…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Mit navn er Martin Thorborg og jeg er vel det man kalder en serie-iværksætter.
Jeg har siden 1993 været med i godt 25 virksomheder og for at nævne nogle stykker, var jeg med til at starte internetportalen Jubii, vækste investor portalen Euroinvestor, it-sikkerhedsfirmaet SPAMfighteriværksætter-portalen Amino og specialist-servicen Agera.
Lige nu arbejder jeg primært som administrerende direktør i regnskabsprogrammet Dinero, som jeg var medstifter af i 2011.

Min iværksætter-historie
Da jeg i 1993 måtte erkende at jeg hverken kunne blive politibetjent, eller gennemføre en højere uddannelse, stod jeg med ryggen mod muren.
Iværksætter havde jeg aldrig overvejet, da mine forældre var lønmodtagere og  skolen havde brugt krudtet på at fortælle mig hvilke jobs man kunne søge, men ikke at man kunne blive selvstændig.

I desperation valgt jeg så i 1993 at åbne MTH Data, hvor jeg kopierede sharewarespil og solgte dem til bl.a. Metro. Det var hårdt arbejde, da al kopiering foregik på min egen Pc og det er ikke så fedt når man laver 4.000 kopier på en weekend ;-)

I 1994 åbnede jeg sammen med min gode ven Pan Clausen spilforretningen CyberCom. Det var en hammer spændende tid, hvor vi kæmpede for at blive de bedste på gaden og det lykkedes faktisk :-)
Butikken eksisterer forøvrigt stadigvæk og Pan passer den trofast. Hils ham fra mig, så får du måske lidt rabat :-)

I 1995 solgte jeg min andel af CyberCom til Pan og åbnede sammen med en flok andre venner cybernet.dk som var den første kommercielle internetudbyder i Danmark. Der var godt nok to andre spillere på markedet, men den ene (Uni-C) leverede næsten kun til universiteterne og DKnet var ejet af en Unix brugergruppe og levede mere eller mindre af at servicere medlemmerne. Så vi var den første rigtige kommercielle internetudbyder i Danmark.

I juli 1995 laver vi så Jubii. Det var svært at sælge internetopkoblinger i 1995. (der var under 10.000 internetbrugere i Danmark og de fleste kom fra universitetsmiljøet) Der var så få danske websites (ca. 200) og dem der var, kunne man ikke finde. Derfor blev Jubii et salgsargument, “køb en opkobling af os og find alle de fine danske sider”.

I 1996 indførte vi bannerreklamer på Jubii som nogen af de første i Danmark. Det var Masterfood der købte det første banner til deres M&Ms spil og det blev faktisk et hit.

I 1997 fik vi Dico ind som investor i Jubii og i samme åndedræt sælger vi cybernet.dk fra. Vi havde svært ved at overleve Teledanmarks monopol, de sænkede priserne til langt under indkøbspris for at få os ud af markedet og de tjente stadigvæk på “telefonminutterne”. Det var vi afskåret fra. Ja tænk, indtil 1997 var det faktisk forbudt ved lov at smide en ledning over hegnet og tale i hjemmestrikket telefon med naboen og det var også ulovligt at have sin egen parabolantenne. Var der nogen der sagde Nordkorea? ;-)

I 1999 stifter vi firmaet AcSys som laver avancerede søgemaskiner til websites. Produkterne er fine, men tiden er ikke moden og da regeringen lukker en stor portion styrelser, hvoraf flere var vores største kunder, så måtte vi dreje nøglen om. Surt show, men man kan som bekendt ikke vinde hver gang. Fimaet genopstod dog som Ankiro med den gamle ledelse som ejere og de lever i bedste velgående i dag. De laver bl.a. søgningen på Amino.dk, Folketinget, TDC og mange and gode websites.

Samme år køber vi 50 % af den et år gamle aktieportal Euroinvestor, som vi gøre til Danmarks største aktiesite. Vi sælger vores andel i 2005 med fortjeneste, så gyngerne og karrusellerne…

I år 2000 sælger vi Jubii Auktion til QXL for 80 millioner kr. Så det QXL du kender i dag, bygger på vores hårde arbejde :-)
Senere på året får vi en stribe voldsomt gode tilbud på Jubii. Yahoo, France Telecom, Excite m.fl. var interesseret, men vi var egentlig ikke vilde efter at sælge. Men igen, til den rigtige pris er (næsten) alting til salg. Det ender med at vi sælger til Lycos Europe for en bunke aktier i samme selskab. De er godt nok blevet noget mindre værd siden, men igen, vi startede også i det astronomiske, så jeg skal ikke græde.

I starten af 2001 var missionen at få integreret Jubii så godt som muligt i Lycos uden at vores dejlige kultur i firmaet blev ødelagt og det lykkedes heldigvis.

I slutningen af 2001 fik vi overbevist Lycos om at vi skulle lave en Europæisk viral marketingafdeling og den blev jeg chef for. Vi var 20 mand der arbejdede med det og vores største succes var Fight Club der på en god dag, fik mere end 40.000 nye registrerede spillere. Så vi blev skyld i at 8 millioner Europæere, spildte deres tid med at spille mere end 200 millioner spil.

Med tiden gik det op for os at Lycos ingen strategi havde for firmaet og de 2.000 ansatte. Jeg blev en aften så frustreret, at jeg skrev en ny strategi som jeg sendte til den administrerende direktør (Hans assistent tog forøvrigt en MBA på Insead, hvor han viste den til sin professor). Professoren fortalte ham at den ville han have give mig topkarakter for, hvis jeg havde gået på skolen. Han blev så begejstret, at den blev vedtaget og jeg og en flok gode mennesker fik ansvaret for at føre den ud i livet. Så det blev et par år med rigtigt mange rejser rundt til de europæiske afdelinger.

Strategien var basalt set at lave Lycos om til et stort community med spil og underholdning, konceptet kaldte vi Communitainment. Omdrejningspunktet var Jubii Chat, som var brugt af godt 10 millioner Europæere, som kunne gå på besøg i hinandens profiler og lægge beskeder, give hinanden virtuelle blomster, “Poke”, flirte og have en oversigt over alle deres venner, hvor de kunne se hvem der var online osv. Hvem sagde Facebook….

Da alt var ændret og strategien var “solgt” ind til alle ansatte, ændrede Lycos direktør mening og gik tilbage til at vi i stedet for skulle slå Google på søgningen. Project “Beagle” (Beat Google) blev kørt i stilling med en professor og 1o programmører fra Hamborg. Lad mig sige det kort, “Jeg sagde op” samme dag. Så i 2003 forlod min gode makker Henrik Sørensen og jeg Jubii  og vores sidste dag var den 31. august og det var godt nok mærkeligt for første gang i 8 år, ikke at køre ind og sætte sig i stolen og skrive www.jubii.dk

Den 1. november 2003 startede Henrik, jeg og to andre gode venner firmaet SPAMfighter, et firma der bekæmper de irriterende spam mails.
Efter fem år havde vi fået mere end 6 millioner brugere fra 221 lande/områder og vi havde vundet tests i over hele verden.

I oktober 2004 startede vi endnu et firma ved navn SUPPORTfighter.
Vi havde aldrig i Jubii fået styr på alle de mails der blev sendt til os. Nogle dage kom der mere end 2.000 mails som alle skulle besvares og der manglede overblik over hvem der svarede hvad. Dertil tog besvarelserne alt for lang tid og der manglede noget struktur. Så da vi lavede SPAMfighter, var noget af det første vi fik på plads, et værktøj der kunne gøre besvarelse af e-mails super effektivt.
Værktøjet blev solgt til mange virksomheder heriblandt Bonnier, Aller, Den Blå Avis, Bilbasen, QXL, Jubii, Euroinvestor, Konica Minolta, Mærsk m.fl.
Vi solgte SUPPORTfighter i 2006 og tjente en god skilling på den handel.

November 2006 udgav jeg min E-handel bog E-Pusher. Den har nu solgt godt 5.000 eksemplarer. Det lyder ikke af meget, men det er en forholdsvis dyr bog, så jeg er tilfreds.
Samme år udkom bogen “Iværksætter til jeg dør” som jeg lavede sammen med min ven Anders. Den har nu solgt 12.000 eksemplarer og kom i en sprit ny version i 2014.

April 2007 besluttede jeg at dedikere mere af min tid til Iværksætter debatten Amino. Den består i dag af en virksomhedsbørs, en lokalebørs, Kapitalbørs, en freelance service, en erhvervskalender, og meget mere.

I 2008 flyttede jeg med min kone og to børn til Florida hvor vi nød varmen. Her fra hjalp jeg til på SPAMfighters amerikanske kontor og passede Amino sammen med min partner Nicolai Frisch.

I 2012 vendte jeg med familien hjem til Danmark, dog afbrudt af en godt 5 måneder lang tur rundt i verden, hvor jeg interviewede 32 danske iværksættere. Det var en vidunderlig rejse, som lærte mig meget!

I 2012 og 2013 er det også blevet tid til at lave to nye virksomheder. Agera hjælper iværksættere og små virksomheder med at finde en god og billig revisor, bogholder eller advokat, og Dinero er en bogholderi-service, som hjælpe små virksomheder med at lave deres regnskab let og biligt.

I dag arbejder jeg primært med regnskabsprogrammer Dinero, der på kort tid har fået mere end 40.000 danske virksomheder koblet op.

Vil du i kontakt med mig, er jeg lettest at få fat i på mail, men den læser jeg til gengæld flere gange om dagen:

martin@thorborg.dk

Ha´ en fortsat rasende god dag

De bedste hilsner

Martin Thorborg

Ps. Husk at holde at følge mig på Facebook, der deler jeg mange gode ting

Comments are closed.